Nye håb spirre frem samtidig med forårets kommen man håber på et bedre år hver gang man skifter år nytårs aften man beder til at alting bliver bedre,
man ser tilbage på de andre år som nu er forsvundet hvad vil man egentlig have gjort bedre,
hvad vil man have styr på hvordan skal man starte og lykkes det man begiver sig i gang med,
tror man på sig selv tror man at man virkelig kan eller ser det hele uoverskuligt ud.
Jeg ser på min situation den ser stadig uoverskulig ud gælden vokser mig over hovedet jeg mistet grebet,
jeg kæmper fortvivlet mod advokater inkasatore der enden ringer til mig eller skriver til mig for at se bare lidt penge men jeg har dem ikke.... eller har jeg.... hvad er det der er gået galt lige på det punkt hvor ligger fejlen (fejlen i regnskabet er mig).
min situation er håbløs jeg ser alle de regninger igennem der bare ligger og kikker på mig,
andre har jeg slet ikke åbnet sider og ser det er rude kuverter ryster opgivene på hovedet lader dem dumpe ned i skuffen ved siden af de andre uåbnet breve.
sætter mig i en stol og kæmper fortvivlet med tårene kæmper for ikke at lade mit dårlige humør og min afmagt gå ud over mine børn.
ser mig selv som et håbløst tilfælde føler mig værdiløs og ligegyldig.
tænker tilbage hvorfor er det hele gået så galt er det helt tibage til barndommen var det min far der har lagt den livs måde foran mig...tænker...måske vis ikke det passet ind i hans så var jeg både dum og aldrig ville blive til noget tja han fik jo ret.
Nu sider jeg med min håbløse situation og er måske både dum og aldrig blevet til noget.
min mor kunne ingenting hun var dybt afhængig af min far på grund af hendes sygdom (ledegigt) hun kunne dårlig være mor for mig eller for mine søskene.
Eller er det de år med min datters far som har slået mig ud af kurs....tænker...ja måske han tog alt min selvtillid fra mig med sit drikkerri vi sloges om tilværelesen.
...eller sloges vi bare... jeg følte mig allerede der værdiløs bange ensom have ingen at gå til når volden kom ind i vores hverdag,
jeg var bare faldet eller stødt ind i en dør når jeg talte med mine forældre eller min omgangs kreds nogen troede på mig andre gjore ikke de advaret mig om ham jeg var god til at lægge en facade,
jeg var som de tre piner ikke tale ikke se ikke høre.
men jeg skulle nok have været mere åben omkring mit problem måske have mit liv set anderledes ud i dag både med job udannelese og bedre økonomi,
måske have haft lyse fremtidsplaner nu er de lige som lagt på en hylde og om jeg finder dem frem igen ved jeg ikke,
men de fremtidsplaner jeg har for mine børn dem har jeg altid ved min side,de bliver taget frem hver dag
den ene er nået langt den anden er måske på vej men ende som mig skal de ikke det har jeg svoret.

jeg rejser mig fra den stol jeg sider i går over ved vinduet og kikker ud,
foråret står for døren og jeg burde glæde mig men selv det er ligegyldigt,
jeg gav mig selv et nytårs forsæt som på ingen måde er sat i gang det lød på bedre økonomi enden et job eller pension,
da jeg sloges med lidt hen i fibromyalagi er jeg i tvivl om jeg kommer ud på arbejdsmarked igen,
men har dog søgt lidt job og skal starte på det i næste wekend men det er kun weekend og ferie job og det giver mig ikke flere penge men måske nye håb... jeg ved det ikke.... lige nu ser det ud som det sædvanlige ingen håb om den store bedring men måske kan det vende til det bedre jeg har jo lov til at håbe.

sætter mig ned i min stol igen kikker frem for mig med et ligegyldigt blik men kommer i tanke om at jeg må videre i dagens tekst med min sædvanlige pligter inde for mine 4 vægge,
børnene kommer snart hjem fra deres skoler så skal jeg igennem med den sædvanlige magtkamp med min søn,
samt en almindelig snak omkring min datters dag prøver igen at lægge den sædvanlige facade som om ingenting i hele verden bekymrer mig,
ud over min søns problemer over vores flytning til Næstved.
selv der har jeg mistet grebet men prøver at samle tankerne omkring ham for snakket med ham om hans sorg og afmagt for det bedste ud af det,
men hvordan skal jeg dog hjælpe min dreng vis jeg ikke engang kan hjælpe mig selv.
inge