Så er jeg her igen... hvis nogen skulle have opdaget, at jeg var væk in the first place.
Er for længst startet på mit gymnasium og er rigtig glad for det osv osv...

Det der ligger mig på sinde pt, er en pige fra min parrallelklasse. Lad os kalde hende Tina. Tina er fuldstændig fantastisk skøn. Havde fået at vide af mine med-lesbiske veninder, at der skulle være mange homoer på mit nye gymnasium, så jeg besluttede (i den absolut dårligste sindstilstand possible)mig for, at prøve på flirte lidt med hende til en fest. Havde gået hele aftenen og bællet andre folks left-overs sammen med en pige fra min klasse. Min indre (for det meste fejlagtige) stemme fortalte mig, at jeg ligepludselig, helt og aldeles akut, var blevet pænt uimodståelig.
Min veninde gav mig en blomst, som hun havde stjålet fra bordekorationen, idet hun lå og legede noget, der skulle forestille at være "twister", men hvor halvdelen af folks legemsdele alligvel lå udenfor spillepladen.
Jeg besluttede mig for, som den hunløve jeg var, at finde Tina og give hende blomsten. Jeg kunne ikke finde hende, så jeg gav den til en tilfældig dreng ved navn danny fra min parrallel.
Senere på aftenen dansede jeg med nogle af mine veninder, da tina kom hen og dansede med. Vi havde udvekslet uigenkaldelige bemærkninger, da jeg opdagede at hun havde min blomst i håret. Jeg spurgte hende, om hun havde fået den af Danny, og hun sagde ja. Jeg fik forklaret hende den sikkert plørrede berretnig om, hvordan blomsten havde vandret fra bordekorationen til hende. Det var så dér jeg sagde det, der skræmte hende væk. "Det var godt den nåede frem til dig ,for jeg ville have givet den til dig alligevel". Umiddelbart lyder det ikke som værende en særlig skræmmende bemærkning, men den er dog umisforståelig, selv for en heteroseksuel pige, med tendens til at bagatelisere homoseksuelle scorereplikker.
Hun smilede et anstrængt smil, og jeg vidste jeg havde tabt. Det forhindrede mig dog ikke i fortsat at stirre fuldstændig uhæmmet på hende. Til sidst blev hun sikkert træt af det, for hun trak sig ud af den dansende cirkel og erklærede, at hun tog hjem. Alle hendes venner (for hun har jo selvfølgelig et stort socialt talent) kom hen og krammede hende farvel. Hun fil krammet alle.
Undtagen mig.
Min intuition sagde mig, at hun undgik mig med vilje. Men den har jo aldrig rigtig været min ven, så jeg kan teoretisk set tage fejl. Men det tror jeg ikke.