I går skulle Miss Sippi for første gang være alene hjemme, mens vi var til grillhygge hos min mormor i anledning af Skt. Hans. Da bilen er på værksted måtte vi gå - der er godt nok ikke mange hundrede meter, men det var alligevel ikke lige det, jeg havde lyst til, da mine knæ går ret amok for tiden. Men Phoeba var glad for at få en gåtur!
Min mormor havde pyntet fint op med lygter i haven i dagens anledning - hun er altid god til at hygge på den måde! :)
Phoeba var helt umulig, fordi mine forældres kongepuddel, Puls, ikke var kommet endnu; hun græd og gik uroligt frem og tilbage og rundt om sig selv.
Efter maden besluttede Heino, min "lille bitte lillebror" Mikael, og jeg, at vi ville have is. Sidste sommer smagte jeg en gammeldags isvaffel for første gang i 13 år. Og vi besluttede, at succesen måtte gentages. Vi spurgte mine forældre og min mormor, om de ville med, men min mormor er ikke isglad, og mine forældre gad ikke - men min mor ville da gerne have en is med, hvis det kunne lade sig gøre. Vi sagde, det nok var lidt besværligt at bugsere os gennem Allinge by med en ekstra isvaffel - ikke desto mindre besluttede hun at blive.
Vi lånte mine forældres bil og slog et smut hjemom for at tjekke, at Sippi ikke havde væltet hele hytten, og så Mikael kunne få hende at se. Bortset fra et par væltede kasser, lod det til, hun klarede sig fint.
Med verdens største isvafler (blev ret overrasket over, hvor meget jeg fik for en tyver!) kørte vi hjemad igen. Jeg måtte jonglere med Heinos is, mens han snoede sig gennem rækken af parkerede biler i gaderne - de mange turister der efterhånden har fundet herover, parkerer alle (U)mulige steder!
Da vi kom tilbage, blev min mor lettere fornærmet over vi ingen is havde med til hende - JAMEN ALTSÅ! Vi spurgte, om vi skulle køre igen, men hun nøjedes med at skule til vores is, og fik lov at gufle resterne i sig.
Huset stod - utroligt nok - stadig, da vi kom hjem. Da det er gået fint de sidste par dage med at have både katte og hund sammen, besluttede vi, at jeg godt kunne rykke ind i soveværelset igen med Vips og Phoeba. Det gik da også fint, mens vi lå og så film - men, men, men ... Da det blev tid til at sove, var Sippi alt andet end træt, og hende og Phoeba besluttede, at nu skulle de drille hinanden. Hele aftenen hos min mormor havde jeg siddet og nikket fra af træthed og oparbejdet søvnmangel, så da klokken var to, og der stadig ikke var tegn i sol og måne på, at uhyrerne havde tænkt sig at gå til ro, tog jeg Vips under den ene arm og Phoeba under den anden og listede ind i stuen igen.
I nat prøver vi en ny taktik - jeg bliver på sofaen, men vi lader døren til soveværelset være åben. Det skal nok gå galt - især fordi alle dyrene har sovet til langt op ad eftermiddagen, men før eller senere må de vel have skændtes nok til at vide, hvem der er øverst i hierarkiet, og dermed har ret til dobbeltsengen, og hvem, der må fortrække til tæppet under sengen!
Vi har stadig ikke hørt fra Anita. Det undrer mig lidt, at vi ikke har fået Sippis stamtavle tilsendt. Jeg synes, hun sagde, hun ville sende den i løbet af en uge. Heino påstår, hun sagde, vi først ville få den, når Sippi er neutraliseret. Jeg synes også, hun sagde i mandags, at hun ville ringe i løbet af nogle dage, for at høre, hvordan det gik, hvilket hun heller ikke har gjort.
Hun har heller ikke svaret på vores mail, hvor vi fortalte om fremgangen og sendte billeder af Sippi og nogle lister, Heino havde lovet at sende.
Men nu skal vi ud og have afleveret buret i løbet af næste uge, og se på kradsemiljø, så der kan hun jo ikke rigtig undgå os (hvis det er det, hun gør).
Ellers har de sidste par dage været præget af dovenskab. Jeg har været helvedes træt og har absolut intet fået lavet. Jeg ligger stadig inde med en tekst, jeg er ved at betalæse. Jeg er stort set færdig med den, men mangler liiige det sidste (undskyld N!). *Emmer af sort samvittighed*
For øvrigt dukkede mit eksamensbevis fra VUC op i dag. Det kunne altså være fedt, hvis jeg på et tidspunkt kunne tage mig sammen til at få gennemført samfundsfag (gab!) og matematik (endnu mere gab!), så jeg kunne få min hue!
Selvom det nu er seks år siden, jeg skulle have stået med resten af mine kammerater med huen på, giver det et stik i hjertet hvert år, når de nye studenter springer ud. For selvom jeg en dag skulle få min hue, bliver det aldrig det samme. Det vil aldrig blive mig forundt at stå dér med den hvide hue med de kammerater, jeg har kæmpet med gennem tre år. Jeg vil aldrig komme ud at køre hestevogn med dem og feste til den lyse morgen. Den fest er slut - og de er nu alle ude i "det virkelige liv" og gymnasietiden er noget, der ligger mange år tilbage ... en fjern fortid, der afsluttede barndommens land.
Øv, øv - sådan skulle det bare ikke være. Til gengæld skal jeg ikke tidligt op mandag morgen i al slags vejr, året rundt. Når vi når januar, (der for mig er en absolut hademåned!) og det er mørkt og koldt og sner eller regner, kan jeg trække dynen over hovedet, mens vækkeuret ringer for at vække gemalen. Og når han står og kæmper med en tiliset forrude, kan jeg vende mig om på den anden side, tænde for min varmepude og sove et par timer eller tre endnu!
Skriv kommentar
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.