Der er ikke sket det helt store i går, det er som det plejer efterhånden. Min hverdag er ligesom det plejer. Jeg passer min dagbehandling her nede, og jeg synes ikke rigtig, at jeg får noget ud af det. Det er også fordi vi er slået sammen med den anden gruppe for tiden, også er der også kommet nogle nye. Det synes jeg er fedt nok, at der er nogle nye, der tør at komme og gøre noget ved sit liv.
Jeg tør ikke rigtig at sige noget, når gruppen er så stor, også når der er kommet nogle nye. Men det er også kun til uge 49, så smutter behandlings gruppen til Rømø, det bliver fedt nok.
Jeg har ikke været så godt til, at passe på mig selv her på det sidste. Jeg får ikke særlig meget søvn, og jeg får heller ikke nok at spise. Jeg er godt klar over det hele tiden, men gør ikke noget ved det. Jeg skal lade vær med at tænke på, at jeg skal inlægges hele tiden. Det er jo noget, der bare skal overstås, også må jeg komme videre med mit liv. Det duer ikke, at jeg render rundt, og har ondt af mig selv, fordi det er jo min egen skyld, også skal jeg også bare tænke posetivt, der er ikke noget, som skal kunne vælte mig.
Jeg har hørt fra min mand i Sverige, og han har det godt der oppe. Det glæder mig at høre. Det hjælper altid, at han har det godt, og at han også har mod på det hele. Jeg ved, at vi begge to, nok skal kunne leve et normalt liv uden alkolhol.