Yrk! Yadrk! Og føj!
Som "gamle" læsere af min dagbog ved, bor jeg i et gammelt hus ved mark og skov, og da jeg samtidig lever efter Lev-og-lad-leve-princippet, bruger jeg i perioder en del tid på at fange mus i skraldespanden, bære dem en kilometers penge væk og løslade dem. Medmindre naturligvis, at det er koldt udenfor, for så nænner jeg ikke at sætte dem ud og bliver derfor virkelig, virkelig dårlig til at fange dem.
Det er så hvad det er. Mus er små, søde, bløde og har smukke, sorte øjne.

I år startede invasionen dog liiige tidligt nok (og lige talstærkt nok), så vi smed fløjlshandskerne og anskaffede en "pest repeller"; et apparat der konstant udstøder en meget høj og vildt generende lyd på en frekvens som gnavere men - ikke mennesker - skulle kunne høre.
Og det virkede. Sådan da.
Nu er vores hus temmelig upraktisk indrettet når det kommer til musejagt, idet det er i 4 etager og har gange, trapper og vinkler de særeste steder. Derfor måtte vi ret hurtigt indse at vi bare jagtede musene fra den ene del af huset til den anden, fordi musene har den fordel frem for lyden, at de ikke kastes tilbage ved mødet med en forhindring.
Det var så også i orden. Vi opsatte larmemaskinen i køkkenet, fordi det trods alt er der, man nødigst vil have mus, og så har vi ellers brugt vinteren på at udbryde sætninger som: "Nu MÅ vi altså også se at få købt nogle fælder", sådan ligesom for at markere over for moder-musen i reden under stuens dørkarm, at det kunne være en god idé at få kuldet på futterne og forlade matriklen.
På et tidspunkt talte jeg endda om at anskaffe en fritte eller en slange (min mand kan bedre lide mus end katte), men DEN løsning droppede vi, da en kammerat forliste en boa-slange i sin væg og var flere uger om at få den ud igen. Vores hus har nemlig fællesvæg med naboen, og selv om kvinden derinde er virkelig bange for mus, er hun endnu mere bange for slanger (og vi lejer huset af dem). c",)

En sen januaraften løste muse-problemet så også sig selv.
Sådan da.
Jeg sad ved PC´en (placeret lige under kippen) og havde nær udsondret et landbrugsdyr, da et-eller-andet kom gungrende i væggen og forsvandt nedenunder hvor den også forårsagede en del spektakel.
Jvf min Lev-og-lad-leve-indstilling valgte jeg simpelthen at blive siddende på min plads - også da det lød som om et-eller-andet væltede rundt oppe i sofaen - for hvad man ikke ved, har man ikke ondt af, siges det jo. Nå ja ... så havde jeg desuden en mistanke om at det var en mår, og sådan en fætter har jeg ærlig talt ikke lyst til at overraske uden at være iklædt rustning. Yaiks.

Næste morgen fortalte jeg så min mand, at vi vist nok havde fået mår. Han har et helt bestemt ansigtsudtryk til den slags oplysninger. Det kan ikke rigtig forklares, da det egentlig er meget diskret, men det betyder enten "Du skulle vel aldrig have fået en øl for meget i går?" eller "Og det er hvad man får du af at gifte sig med en forfatter”.
Ordene der kom ud ad hans mund var dog: ”Fred være med den. Den går nok igen, når vi ikke har flere mus.”

En uges tid var der så en hulans larm i huset om natten (hvor min mand selvfølgelig sover de uskyldiges søvn), og jeg vænnede mig til at sætte fødderne hårdt i gulvet ind imellem (sidder normalt i skrædderstilling på stolen) for lige at markere MIT territorium. Og hvis jeg bevægede mig rundt i huset, tændte jeg lyset på forhånd og checkede lige lokalet inden jeg gik ind i det. Kan oplyse, at der muligvis er gået en Navy Seal tabt i mig.
Så blev der pludselig stille. HELT stille.
Dog kun en uges tid. Så var der atter pusle- og gnavelyde rundt omkring. Tilsyneladende havde musene også opdaget, at den der et-eller-andet som fik dem til at skrige (det er sandt. Jeg har hørt musene skrige i mure, gulve og lofter) var flyttet. Og de vendte tilbage with a vengeance.
Pludselig knaldede opvaskemaskinen sikringerne. Det kostede os en ny kaffemaskine, inden vi fik sporet os ind på den rigtige skyldige. Efter 3 sprængte sikringer fandt vi frem til, at opvaskemaskinens ledning var gnavet halvt igennem. FEDT! Det var faktisk først der, at det gik op for mig, at de søde, små kræ kan brænde huset ned til grunden.
Nå, men vi fik ordnet opvaskemaskinen og genoptog snakken om de der musefælder.
Et par uger efter stod køkkengulvet pludselig under vand. Det viste sig, at der var gnavet et stort hul i vandslangen til tidligere nævnte opvaskemaskine. Ordet ”søde” udgik af mit ordforråd.

I den foregående uge har jeg så haft vinterferie og derfor været sent oppe. Og hov … hvad var nu det for en larm? På dette tidspunkt var jeg nået frem til at min formodede mår højst sandsynligt bare var de der forbandede mus, som havde fundet nye og mere støjende ting at gnave i og trampe på.
Lige indtil jeg forleden aften luffede ned i køkkenet efter vand. Jeg havde godt hørt, at der foregik et eller andet derude, men som sagt: Hvis man tramper og tænder lyset, kan man skabe en illusion om at være alene, hvilket ville spare mig for at skulle ud med mus i skraldespanden i buldrende mørke. Så jeg trampede, tændte og jokkede (med bare ben og fødder) ud i mit ”tomme” køkken.
Mens jeg stod der og tankede vand, lød der et bump bag køleskabet og derefter en gungren i gulvet. Jeg vendte mig om lige i tide til at se en 2-300 grams rotte galopere over gulvet mindre end en meter fra mig.
Yadrk!
Nu er det hverken min ynde eller elegance, jeg normalt kendetegnes ved, men skal det være, kan jeg da godt komme op på køkkenbordet uden stige. Det skulle være!!! Jeg har egentlig intet mod rotter, men når det kommer til den vilde art, så skal de ¤%#&&¤# ikke fare rundt omkring mine bare fødder, og da jeg ikke var sikker på at rotten ville forstå en venlig henstilling hurtigt nok, foretog jeg den klassiske tegneseriemanøvre (dog minus skrigeriet).
Så sad jeg der et minuts tid og stirrede på den kasse, som rotten var forsvundet om bag. Den kom dog ikke ud igen, og da jeg kort efter kunne høre den i væggen, føltes det sikkert at vende tilbage til de foregående aktiviteter.
Men ADR!

Dagen efter (fredag) fortalte jeg selvfølgelig manden, at vi havde rotter. Han fik det der særlige udtryk (som jeg i dette tilfælde tolkede som ”Ja, DU har. På loftet.”), og udtrykte derefter tvivl om hvorvidt jeg var i stand til at skelne mellem en overvægtig mus og en rotte.
Dybt suk!
Vi blev dog enige om, at vi for en sikkerheds skyld hellere måtte meddele det til udlejer, så vi kunne få en skadedyrsbekæmper ud. Under alle omstændigheder er det almen viden, at der er rotter i kompostbunken, så helt spild af ressourcer ville det da ikke være.
Som den kvikke læser nok har gennemskuet, rider vi dog sjældent samme dag som vi sadler. Faktisk har vi heste som helt seriøst tror, at de er FØDT med sadel på. Så vi fik ikke lige nævnt det til udlejer.

Her til morgen tullede jeg så på badeværelset og åbnede - af indlysende årsager - låget til toilettet.
Nede i vandet lå en druknet rotte! Min første tanke var YADRK! (igen). Min næste tanke var: ”Nøj, hvor er jeg glad for at den ER død.”
Jeg ville aldrig være blevet færdig med at skrige hvis jeg havde åbnet låget, og den havde siddet dernede og hvæset ad mig. Eller endnu værre: Var hoppet op. Eller … worst case scenario: Hvis en af ungerne havde åbnet låget og var blevet mødt af en hvæsende og/eller hoppende rotte. De ville have udviklet akut forstoppelse.
Siden min første rotte-oplevelse forleden havde jeg så hørt en (autentisk) historie fra en gut, der selv havde haft fornøjelsen af rotter i huset. Han havde lagt gift ud til den, og den var gået omkuld på loftet hvor den bare lå uden at dø (jeg synes stadig, at det er vildt synd, men det er så en anden historie) i to dage. Til sidst havde han fået en overmodig kammerat til at fjerne den, og da kammeraten tog rotten i halen, drejede den op ad sin egen krop/hale og bed ham i hånden. De havde så forsøgt at drukne den, men efter flere minutter under vand, havde den bare været endnu mere arrig. Historien sluttede umiddelbart efter og inkluderede en hammer.
Med den historie i frisk erindring lukkede jeg lige så stille låget igen, gik ind til udlejeren og bad ham komme og fjerne den. Nogen bud på hvad hans første kommentar var?
”Er du sikker på, at det er en rotte?”
Suuuuk! Ja, G**F**den er jeg sikker! Den er 3-4 gange større end en mus og har for mange tænder til at være en lort.
I ren fornærmelse undlod jeg at nævne noget om, at jeg til gengæld ikke var helt sikker på om den nu var sådan 100% rigtig død. Det var den dog, så nu tror både manden og udlejeren på, at jeg faktisk er i stand til at identificere en rotte når jeg ser en.

Min således restaurerede stolthed hjælper dog ikke meget på det faktum, at hvis EN rotte kan klatre gennem en lodret faldstamme til 1. sal, så kan flere gøre den kunsten efter.
Ligesom det heller ikke hjælper på det faktum, at den døde rotte umuligt kan være den samme som den jeg mødte forleden nat. Dels fordi vi altid lukker låget på toilettet (en gammel vane fra da vi havde hund og småbørn), så den druknede rotte nødvendigvis må være kommet nedefra, og dels fordi jeg har hørt den anden rotte flere gange i løbet af formiddagen.
Nå, men udlejer ville ringe til kommunen og anmelde det, og jeg er – rent tilfældigt – kommet i tanke om at jeg har adgang til omkring 5 kilo rottegift på arbejdet. Jeg synes godt nok stadig, at gift er modbydeligt, men lige så modbydelig er tanken om, at mine unger skal vågne med enten en rotte eller rottebid på kroppen/i ansigtet.

Dagens touch of Alice (Haha, var der virkelig nogen der troede, at I slap?) må derfor være:

(Alice Cooper/The world needs guts)