20 år siden

Vælger man selv sin familie?

Konklusion vakget 2019
Martin Micha...
5 år siden
Besvær med at finde rundt...
Bella Donals...
8 år siden
Eftertanker
Hanna Fink (...
5 år siden
Kvindetid med Ziggy Marle...
Racuelle Hei...
9 år siden
Xhristmas fxxx special
Martin Micha...
4 år siden
Stormen Ingolf og min irr...
Michael Nevs...
7 år siden
Den årlige kaosdag - Kasp...
Kasper Lund ...
8 år siden
Hjerne Tetris
David Hansen...
9 måneder, 12 dage siden
Resume af projekt SØNDAGS...
Martin Micha...
5 år siden
Kan jeg mon lære at elske...
Neola
3 år siden
Jeg hader - Kasper Lund.
Kasper Lund ...
7 år siden
Et lille lys i mørket
Gittepigen
12 år siden
Læseferie... næsten
Michala Esch...
12 år siden
Kære natbog (IX)
Olivia Birch...
9 år siden
Valg 2019
Martin Micha...
5 år siden
Højskolehjemkomst.
Hanna Fink (...
11 år siden
En aften med oplæsning, v...
Olivia Birch...
9 år siden
Stilhedens tanker.
Line Ley Jen...
10 år siden
At blive håndplukket
Olivia Birch...
9 år siden
poop
Regitze Møbi...
10 år siden
Læring og andre samfundsn...
Ole Vind Raa...
11 år siden
Kære natbog (XX)
Olivia Birch...
9 år siden
Souvenir fra barndommen
Olivia Birch...
10 år siden
Fifty shades of fuck-up
Tine Sønder ...
12 år siden
Gladiator skrivekursus?
Ida Hansen (...
6 år siden
Verdens smukkeste foto
Ace Burridge...
12 år siden
Om at spise æbler som Bor...
Olivia Birch...
10 år siden
opdatering
Michala Esch...
21 år siden
Dagen tiltaget 2timer og ...
Hanna Fink (...
11 år siden
Jeg har altid følt mine venner som min familie. Fordi min familie ikke har kunne finde ud af at være der for mig som en familie bør være.

De har haft al for travlt med at stille deres fissefornemme billed op ud ad til. Familien Danmark. Her elsker vi alle sammen hinanden. Vi spiser 3 retter hver gang vi har den mindste anledning til det,(med 7 gafler til) og husk at lig mærke til at lysekrænsende matcher servietterne. OG selvfølgelig den nøje udvalgte baggrundsmusik (!)
Problemerne? Dem snakker vi ikke højt om. Bare hold din kæft,og smil. Så ordner det hele sig nok.
Gu´gør det ej - det hoper sig op og eksplodere i en sådan grad at det tager år at blive fri af alle de ar man har fået.

Derfor hader jeg julen. For det er en familieting. Og det er til at brække sig over. Jeg har aldrig haft en hyggelig jul. Det er blevet bedre, men det ender altid med tåre og skænderier.
Sidste år havde jeg bestemt mig for at lige meget hvor latterlige de var, skulle jeg ikke gi´dem en eneste grund til at skælde mig ud.

Så jeg sad der bare. Fandt mig i at min søster spilte andesovs ud over mit nye tøj (1-2-3-4-5-6-7-8-9-10)
Fandt mig i min far satte vattotter i ørene til ren provokation over at min mormor snakker for meget, for højt og for længe. (Lad hun nu bare være her. Det er een´gang om året)
Vattet blev senere skiftet ud med hans høreværn fra skydebanen (Nej hvor vi hygger os)
Fandt mig i min mors sure citronstræs ansigt og snerrende svar - fordi hun bliver påvirket af min far. Men ikke har nok selvrespekt for sig selv eller over for SIN mor, til at fortælle min far at det ikke er orden! At han skal mother fucking te sig ordentlig - og det ikke er VORES skyld at hans mor kun har elsket hans søster.

Jeg holdt ud, og slugte alle de ord jeg havde lyst til at fortælle dem. Var som jeg var blevet opdraget til. STILLE.

Men det gik galt alligevel...For jeg ville hjælpe med at bære risalamenten ind. Og...selvfølgelig snubler jeg, og skålen smadre.
Alle gik helt amok. Den fine George Jensen skål, og hvordan skulle vi dog nu finde ud af hvem der skulle have mandelgaven`?
Min mor råbte: "Du ødelægger da også altid julen for os alle sammen!"

Py ha, kan mærke jeg får lyst til at græde, bare ved at skrive det hele ned.
De ord gjorde så ondt - for jeg havde gjort alt for at det skulle blive hyggeligt.
Græd også den aften. For første gang nogensinde efter jeg er flyttet (som 17 årig) græd jeg foran min "famiie"
Det chokerede dem.
Jeg skred. Det samme gjorde min søster. Ikke engang sammen. Hun havde sin veninde at tage til, jeg havde min.Men det er ikke det samme. Julen SKAl holdes med familien i min verden.

Nu nærmer helvede sig igen. Tobias og jeg havde aftalt at tage til udlandet i år. Men økonomien tillod det ikke.
Jeg er inviterret til jul hos alle der kender til min familiesituation, men ...det er bare ikke rigtigt.

Jeg kan godt forstå selvmords kurven topper i julen. Det er der man for alvor finder ud af hvor ensom man er, eller hvor langt ude ens familie er. Ikke fordi jeg så meget som OVERVEJER at begå selvmord. (Been there, done that)
Jeg elsker livet og al det det har at byde på. Men det er sgu da sørgeligt det skal være sådan her...
Det er som om de stadig ser mig som den umlige teenager der fyldte sig med stoffer, og blev fulgt hjem af politiet hver anden dag.
Som om de ikke kan glemme det, og ikke kan se at jeg er en anden nu.
Og hvad er så ideen bag min kamp om at ændre mig? Hvorfor gad jeg overhovedet?

Derfor (Og det var jo egentlig det her jeg ville fortælle) ser jeg mine venner som min familie.
De udgør hver især den del man skal have. Der er det hele: den bekymrede,den sjove, den alvorlige,problemløseren,osv...

Håber egentlig de alle ved hvor meget de betyder for mig... Men det tror jeg. Ellers ville de ikke hjælpe mig så meget som de gør.

Når jeg får børn, skal det hele laves om. Så skal en spade kaldes for en spade - også selvom det er omkring emner man ikke ønsker at hele verden skal vide foregår i ens egen familie..

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Vælger man selv sin familie? er publiceret 29/11-2004 20:39 af Anastasia.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.