Jeg tænker netop i dag, over hvor forelsket jeg var engang.
I hende, jo det skal være abrupt for det blev det, som de fleste af menneskets afærer. Vi var begge i samme boghandel, stedet for viden og oplysning, rent materialemæssigt, plus en hel del anden tingel-tangel inden for fagområdet. Det var døde ting i handel og vandel, men "hun" var levende og min potentielle kæreste, forlevede, viv og moder til mine børn. Jeg kiksede bare og hvorfor vil jeg aldrig vide. Det handler ikke om ord men om enzymer og biopati, midt i den materialiserede bog- og papirverden.
Jeg var jo sygelig genert og hæmmet af noget jeg ikke vidste, hvad var og stadig ikke véd, en slags sygdom.
Vi var begge kønsbestemte klichéer programmeret til bestemte roller, der var fiaskoer. Hun ventede, ventede, men jeg kom ikke, skønt vi have næsten 3 år til at "lykkes i". Jeg var et kvaj, en genetisk syg, der ikke kunne komme frem til livets kerne, forløsningen i og gennem et andet menneske af ægte tiltrækning og intet andet. Rilke skriver : At alt arbejde er foreberedende arbejde til ægte kærlighed, selv i en boghandel med hans (Rilkes) digte-bøger, er alt arbejde, måske indledningen til indledningen til fortjenesten til ægte kærlighed jordisk som himmelsk, at frigøre sig for ondt gennem kærligheden til et andet menneske og så videre til naturen.
Sandheden er, jeg fik ikke det hormonhav af lækre kvindelige enzymer i det lækre billede hun var engang for tredive år siden.
Og jeg elsker hende stadig, som i filmen "Rosens navn". Hvor blev hun mon af ?
Skriv kommentar
Dagbogsindlægget
Kætlighed er en hård branche er publiceret
07/01-2006 10:27 af
knutski.
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.