Åh altså. Det er ikke noget nyt, at jeg kan være lidt distræt, men jeg kan sgu ikke lade med at krumme tæer over mig selv, når jeg kvajer mig på den konto.
En ting var, da jeg forleden forlod børnehaven iført blå plastikovertrækssutter. Det er der trods mange, der har gjort før mig. Jeg har selv set det!
Men i dag gik jeg hen og stillede mig ved en bildør og trykkede i vildskab på min nøgle... for så at konstatere, at det ikke var min bil. Ja, faktisk var det ikke engang en Mazda, men en Ford. Kun farven var den samme. Måske var den også lidt samme facon. Det trøster jeg mig med.
Og så husker jeg da som regel ungernes madpakker og tøj og alt, hvad der nu skal frem og tilbage. Det er mere de små ting. Som at puste til en kold drink...(påstår Spacemermaid, at jeg har gjort)
Åh ja, vi er alle forskellige. Men hvis du også er distræt, så kom lige med en historie eller to. Det er så dejligt at vide, man ikke er den eneste.
Tænker tilbage på min hjemkundskabslærer, der trak sin cykel helt med ind i Brugsen, men ok, hun var også temmelig beruset.