Har fået ondt i hovedet. Kunne ikke sove i nat. Tror, det er hele mit system, der gør sig parat til at indse, at han med garanti bare er en nar. En rigtig dejlig nar.

Det er sjovt, at jeg absolut ikke tror på, at jeg kan blive lykkelig. Jeg mener, jeg ser alle de mennesker omkring mig, der bliver lykkelige, mens jeg bare står her og nærmest ikke evner det. Måske fordi jeg ryger ind i denne paranoia, når der sker noget godt.

Og han er i Stockholm nu. Og jeg vil jo ikke andet end bare at være sammen med ham i stilhed og sove med hans krop ved siden af mig. Pludselig er der meget tomt i min seng. Vågner hver morgen med en urørt dyne i den anden side af sengen. Som om der er en usynlig linje, som jeg ikke vover at krydse, fordi jeg ved, at der er tomt på den anden side.

Og nu har jeg sovet dårligt. Og med drømme, som virker så forvirrende, at jeg ikke husker andet end et flimmer.

Det irriterer mig ikke at have tid til at lære ham ordentligt at kende. At han nu er i Stockholm. Og at han ikke har haft tid nok til at falde for mig. Tror også gerne, han vil se mig.

Det minder mig om at møde en, som skulle videre dagen efter. Og jeg ville så gerne give ham noget af mig selv, men samtidig måtte jeg holde fast på mig selv. Fordi jeg ikke ville miste mig selv. Jeg håber ikke, han har den følelse. Jeg håber ikke.