Det er knapt med ordene disse dage. Og jeg forsøger så godt, som jeg kan, at fange ordene tilbage. Igen at kunne udsige alle de tanker, der fanges indeni.

I mine drømme er hun levende, som kendte jeg hende. Jeg ser hende vimse omkring med sit lange hår og muntre blik. Jeg mister en lille smule af mig selv til angsten: Hvorfor mig og ikke hende?

Jeg tænker - eller har altid tænkt, at jalousi ikke handler om ham, men om mig, at det er min egen angst, jeg projicerer væk, men forstår det ikke, for jeg er så tro som noget menneske. Hun er en ond drøm, en påmindelse om, hvordan hans liv engang var, om, at han engang elskede en anden højt. Jeg ved godt, at han nu elsker mig - højere måske. Ser kærligheden i vores sovende barn hver dag. Og han siger, at han elsker mig. Hvorfor så angsten?

Jeg drømte, at han forlod mig for at finde sammen med hende. Og drømte, at han hev mig væk fra min lidenskab for sammen at gå med hende. Og jeg kan ikke tolke mine drømme, fordi jeg ikke ved, hvilken angst, de bunder i.

Nogle gange er sindet helt umuligt. Nogle gange er livet dødbesværligt. Det er så svært at indrømme sine egne fejl, sine egne absurde følelser. Men det vigtige må være åbenheden. Så her er mine følelser elskede. Her.