Lige et par ord fra mig, inden jeg skal i gang med dagens dont. Der er altid nok at se til, for en husmor... Støvsugeren skal svinges, støvet tørres af. Vasketøjet lægges sammen og en tur ind til byen efter en konfirmationsgave til kusine, som skal konfirmeres i morgen og som garanteret går rundt og har helt ondt i maven af spænding.

Min mand kører til Mandø og begynder at gøre klar til at sætte det nye køkken op i svigermors sommerhus. Han tager derover sammen med sin bror, så det skal nok blive en god dag for dem med mandesnak og hårdt fysisk arbejde. Jeg skal ikke forvente at se ham igen inden i aften, så jeg må selv tage ind til byen i aften og se dramastykket, som Anne er med i. I aften har de premiere på deres stykke, som jeg ikke husker navnet på - jeg har vist slet ikke fået det at vide. De skal genopføre stykket i morgen eftermiddag og der har de en stand-in for Anne. Hun skal jo med til konfirmation i Skjern.

Lige før, mens jeg sad og fik en kop kaffe sammen med min mand, spurgte han, hvornår jeg har sommerferie og jeg fortalte, at i år er jeg så privilegeret at have tre ugers ferie og i næsten samme sekund slap "Forbandede lort" ud af munden på mig med tankerne omkring min nuværende situation med sygdom og fleksjob. Vi blev enige om, at sådan er det nu en gang, men jeg kan mærke, at det stadig fylder meget i mig. Jeg har ellers vedtaget med mig selv, at de dage, hvor jeg har det godt - ja, så vil jeg nyde dagen og ikke tænke på fremtiden og de dage hvor jeg har det skidt, vil jeg tænke, at i morgen er der håb for, at det bliver en god dag. Jeg tænker også på, om jeg nogensinde vænner mig til at have Parkinson.

Jeg har lige været hos min neurolog. Han sagde til mig, at jeg ikke skulle gå og tænke så meget på sygdommen, men leve mit liv, som jeg gerne ville og det har jeg til hensigt at gøre. Jeg mangler blot at komme af med mine ord og tanker nogle gange og der er dagbogen her jo en taknemmelig ting. Når jeg tænker tilbage på 2003, som var mit livs kriseår, så har Pennen og dagbogen virkelig været en god terapiform for mig. Jeg har lavet uddrag af min dagbog og lagt på min arbejdsplads, så kollegaerne kan læse, hvordan jeg havde det. Det tror jeg er godt - for det første fordi det er den måde jeg bedst kan være åben overfor dem omkring min situation og for det andet fordi jeg oplever, det at være i en krise, stadig er en tabu. Det er så min påstand og står hel for min egen regning og jeg er nok selv en del af den tabu.

Det letter utroligt at komme af med tankerne, selvom det måske er for meget at skrive om - stolpe op og stolpe ned om min sygdom, men det at skrive om det er jo netop medvirkende til, at jeg har det meget bedre med mig selv og tør tage udfordringen op mod hr. Parkinson. Han har været en fjende, men jeg arbejder langsomt hen på at han bliver en bekendt - nok ikke en god ven - som jeg må og skal blive fortrolig med.

Dagens opgaver kalder og jeg må i sving. Jeg vil ønske jer alle en rigtig god weekend.

Hyggehejsa fra en lidt øvsebøvse Nellemor