Jeg sidder her og kigger ud i det kedelige grå og fugtige vejr. ÆV - ferien er snart slut og jeg er ikke engang kommet i nærheden af en eneste solskoldning i år. Nej hvor er der været meget regn. Også så meget at vi faktisk helt er holdt op med at planlægge hvor vi skal hen efter vejrudsigten. Så vi har jo bla. været i Løveparken i øsende regnevejr - med regntøj, paraplyer og gummistøvler.

Men de siger, at det skulle blive rigtig godt vejr i næste uge, men min arbejdsgiver vil nok ikke blive helt tilfreds, hvis jeg lige snupper en uge mere. De har haft ringet en gang i denne uge, så det lyder til at de savner mig - bare lidt. *griner*

Men igår var min søn og jeg bare noget så heldige.
Vi var en hel dag på Mols i strålende solskin og i pragtfuldt selskab af en lokal kollega, der begejstret viste rundt og fortalte om egnens historie.

Men vi fik også snakket en hel del arbejde, hvilket medførte et par små diskrete bemærkninger fra sønnen, der altså syntes, at det var meget sjovere at høre de gamle historier end alt det om arbejdsmarkedsproblematikken. Sønnen syntes heller ikke, at det var så sjovt at høre os diskutere vores respektive tekster på Fyldepennen.

Bagefter spiste vi aftensmad sammen og fik igen vendt en masse ting. Det er længe siden at jeg har fået snakket så meget om løst og fast. Og hvor var det dejligt og jeg nød dagen i fulde drag- dejligt at kunne få lov til at være sig selv!!

Så vi var faktisk først hjemme omkring midnat igen. Og sønnen skulle starte i skole kl. 08.00. Det var meningen at han skulle sove i bilen, men han havde hovedet fuldt af så mange indtryk, at han snakkede hele vejen hjem om vandreturen, historierne, musik og mange mange andre ting, blandt andet en hugorm.

På vandreturen fik vores vejviser pludselig øje på en lille hugorm, der forsøgte at krydse grusvejen uset, men det var ikke så nemt, når gruset er lyst og hugormen mørk. Det var første gang, at sønnen så en hugorm tæt på, så han var meget betaget af den.

Resten af familien var gået til ro, da vi kom hjem og jeg fik stoppet sønnen i seng. Men et kvarter efter returnerede han dog for lige at sige, at han syntes at dem, vi havde besøgt var alletiders flinke mennesker og sikke en masse ting, de vidste. "Hvornår ser vi dem igen?"

Ja, det må vi lige igang med at planlægge.

Idag er det så gået lidt mere stille og roligt. Jeg har været inde ved fotografen, for at få fremkaldt de billeder, som sønnen tog igår på vores dejlige tur. Og i eftermiddag skulle jeg hente datteren, der nu havde sin anden dag på gymnasiet. Vi skulle lige omkring optikeren for at hente hendes briller.
Min mand valgte at tage med. Han har ellers været så træt i en længere periode, så det var noget helt nyt at han ville med.

Og nu sidder jeg her og forsøger at indhente den dag, jeg er kommet bagefter, hvad angår feriedagbøgerne.