Og der er hun. Og hvad kan jeg sige - og hvad kan jeg gøre. Det er hende fremfor mig, det er hende. han har valgt. Og jeg kan ikke leve med det - og jeg har svært ved at leve med mig selv. Og jeg vil hellere dø... og jeg tænker på, om det mon ikke var det værd.. bare at forsvinde... og jeg ved, at det var det værd overfor mig selv. Det er det værd. Måske skulle man bare slippe og ikke leve mere, hvad er livet værd? Er der nogen mening mere? Han ligger med hende i sine arme, jeg ved ikke... jeg ved simpelthen ikke mere... det ville ikke gøre noget, hvis det stoppede nu... ikke noget...