Oh Gott oh Gott oh Gott! Warum hasst die Welt mich?

Vil dette mit livs jammerdal dog aldrig snart vise mig en kende nåde?!

ok Lad mig lige slå et par ting fast her:

Ja jeg indrømmer det: Jeg ville gerne være en gentleman da jeg var barn. Dette affødte en trang til, ja at behage.

Ok jeg indrømmer det: der gik lang tid inden jeg fattede pointen med kvinder.

Fint jeg indrømmer det: Jeg er måske MEGET kompromissøgende, når det kommer til at være en en kæreste.

Og ja ok: jeg er måske i det hele taget en skvatpik.
Der flæber over livets små snørkler

buhu

Jeg har altid bekymret mig meget om hvad andre fortjener. Og ligesom langt de fleste vesterlændinge glemmer man måske en kende sig selv. Eller at kende sig selv.
Min kæreste og jeg har lige været sammen i 2 dage nu. og ja... jeg kan mærke at alle bånd jeg burde har bygget i den "formative periode" af vores forhold, desværre er lidt... forkullede lige pro tempore.

Det virker bare super unfair. Hun har jo knapt haft chancen for at coaxe mig ind i forholdet, før jeg truer med bål og brand. Ja som I nok kan høre ligger der nogle alvorlige undertoner i denne tekst. Og lad mig dog få sat ord på det usagte. Jeg tænker (allerede) på at slå op.

Og til syvende og sidst har jeg det faktisk helt det faktisk helt ad helvede til med det. Denne følelse kommer kun af én simpel grund:
Jeg kan ikke forsvare min handling. Jeg elsker som regel at kunne forklare folk, lige nøjagtigt hvad der gør at jeg vælger en given handling. normalt plejer jeg at kunne redegøre for mine valg, men nej. ikke denne gang...

Trættende er det at vide med sig selv at når jeg kommer til det endegyldige og lettere anklagende spørgsmål: "Hvorfor" har jeg kun ét noget utilfredsstillende svar: "Fordi jeg føler det skal være sådan."

Og ligesom altid er "Hvorfor" det hv-ord der hurtigst føder børn: "Hvorfor skal det være sådan?" og så står jeg der... Jeg har bare den her fuldstændigt ulogiske, uforsvarlige, ulidelige... følelse...

?!

Følelser?! Hvornår er du begyndt at have følelser...

Endnu en gang er jeg træt af at jeg har satset, spillet og tabt i kærlighedens spil. Men det er aldrig mig der taber noget på bordet. Det er altid de stakkels piger der kommer i mit net. Og ja. Jeg elsker dem. De er trods alt mine piger. Alle sammen. Når jeg siger elsker dem, mener jeg i den amerikanske betydning af ordet: Jeg kerer for dem. Jeg holder af dem og vil hjælpe og beskytte dem. Alt jeg behøver fra dem, er blot at blive tiligivet for ikke at vide hvad jeg ville med dem.

Havde det nu blot været mig der var kommet galt afsted ved alt det her, så kunne jeg bare søbe i min selvelendighed. Men nu er der en anden der kommer til skade ved det her...

Og ironisk nok søber jeg stadig i min selvelendighed...

Ja jeg føler mig inkonsistent med mine valg. Jeg vælger A, uden tanke for B. Når B så melder sig, har jeg allerede kig på C og vælger af totalt ulogiske grunde D...

Det er ikke nemt.

Til alle mine piger:
Jeg beklager jeg er så dårlig til at holde på jer, som jeg så gerne ville. Vid at jeg ved hver eneste ene af jer ser en elskværdig flamme af lys, liv og håb som jeg er sikker på én eller anden mand nok skal elske på et tidspunkt. Jeg har bare for svært ved at vælge én af jer som jeg ønsker at "tilhøre".
I må prøve at forstå at jeg altid har villet jer det bedste. Selvom vi nogen gange skændes så vinduerne dirrer og tårer er fældet i stride strømme, så har det aldrig ligget uden for mine tanker at lige netop jer, har været noget helt specielt for mig. Og stadig er. Der er en grund til at jeg benævner jer som venner ligeså meget som "mine piger". Jeg elsker jer. jeg kan fortælle jer at jeg, trods vores op- og nedturer aldrig ville have været foruden.
Nogle af jer har ytret at I gerne vil gøre en forskel her i verden. Well piger, det er lykkedes for jer! I har ændret alt ved mig, og for det skal i have tak.

Tusinde tak for jeres forståelse
Tusinde tak for jeres omsorg
Tusinde tak for jer. For at I er her i mit liv.
Der er ingen andre som jer.

Og her til slut mine kære venner, både veninder, familie og venner, vil jeg bevæge mig mod kontemplationens marker og overveje hvordan jeg skal få de aller sværeste ord i hele verden sagt:

"Jeg slår op"

Jakob S. Arndal
- Tanker fra livet


"I am swimming through the ashes of the bridges I have burnt."
William Gibson
Neuromancer