Jeg tænker tit på om det er mere skadeligt - sådan at være så indadvendt og f.eks. bruge meget tid på at skrive dagbog? Somme tider føler jeg at det gavner at få skrevet sine tanker ned og få dem 'ud af systemet'. Mens jeg til andre tider føler intens skyldfølelse og 'forkerthed' i at jeg er så 'selvoptaget'. Jeg har i øjeblikket meget svært ved at skelne mellem de to ting: indadvendthed og selvoptagethed. Er det det samme eller er der forskel på de to ting og i så fald hvad er forskellen. Jeg har en ide om at indadvendthed på en eller anden måde er positivt - imodsætning til selvoptagethed, men det kan jo sagtens bare være noget jeg synes fordi jeg selv er det.

Grunden til mine spekulationer omkring dette er at jeg i øjeblikket er enormt frustreret omkring mig selv. Ingenting går som jeg synes det burde og jeg føler at hvis jeg bare var anderledes eller havde gjort nogen andre ting anderledes, så ville det ikke være sådan...

Men det jeg skulle have gjort anderledes var at være glad - bare glad. I stedet for altid at spekulere på alting og bekymre mig om alting. Men hvordan gør man det?

Jeg har en idé om at man kan ændre sig til det bedre, men alle skriger efter mig at jeg skal acceptere mig selv... det hænger bare ikke sammen for mig. Hvis jeg nu er ked af sådan som jeg er - hvis det nu ikke har gjort mig noget godt. *suk* det er svært. Jeg vil jo ikke rigtig ændre mig selv - bare gøre mig bedre. Jeg vil jo stadig være mig. Bare ikke så hjælpeløs og fortvivlet og bekymret og handlingslammet og bange...

Jeg har bare lyst til ikke at lave noget lige nu - ikke rigtig at skulle forholde mig til noget. Men det kan man jo ikke gøre altid, man må jo arbejde for føden. Det er svært men de sidste par dage har jeg faktisk bare gjort som det passede mig - uden at tænke på alle de ting jeg burde. Alle de ting jeg burde bliver jeg nemlig vanvittig af at tænke på! Jeg gider ikke - jeg vil bare være i fred. Det får mig dog altid til at tænke på en gang i folkeskolen hvor jeg netop med denne holdning var på vej væk fra skolen midt i en dansktime - og tilfældigvis mødte min far! Så blev jeg ellers belært om at man måtte lære at nogle ting skal gøres selvom man ikke har lyst. Han har selvfølgelig ret og derfor er det også svært for mig bare at sige fra, men lige nu tror jeg er det er fornuftigt selvom det selvfølgelig ikke kan blive ved.

Hvad gør man når man har valgt forkert - hvad gør man når man er ked af det man laver? Vælger noget andet er det åbenlyse svar, men man kan jo godt vælge forkert igen? Og hvordan bryder man op med sin hverdag og skaber en ny?

Så mange spørgsmål, så mange bekymringer, så få svar og så endnu færre forsikringer...

Vil det altid være sådan?