Jeg savner ham. Jeg kan ikke andet. Jeg skulle se ham i dag, men jeg så ham ikke. Og det gjorde ikke ondt ikke at se. Men det gjorde ondt ikke at føle hans arme om mig, selvom han ikke er min. Bare den ene omfavnelse, hvormed han bringer alle følelserne fra dengang frem. Den ene lille berøring. Jeg savner ham. Hvad mon han tænker nu? Jeg skrev, at jeg måtte se ham. Men jeg ved, at det gør for ondt - og jeg vil flygte, når det kommer til stykket - som jeg har gjort det så mange gange. Jeg vidste, at han aldrig ville svigte. Var det derfor, jeg svigtede?