Jeg ved, at det gjorde ondt dengang. Og nu er det mest den tomme fornemmelse af, at denne gang gjorde det ikke nær så ondt, at denne gang skete det hele så langsomt og dog så hurtigt. Og jeg følte mig så lille og så fri på samme tid.
Og tiden går bare. Og jeg prøver at mindes den tid, vi havde sammen. Den tid, som jeg brugte på at elske ham, lægge planer for alle de år, vi skulle bruge sammen, den tid, jeg brugte på at bagatellisere problemer og især mine egne. Den tid, jeg brugte.
Men minderne er der ikke. Jo, de er på billederne, som er i albums nu. De er i de gaver, han gav mig, i kogenbogen fra hans forældre. Men de er ikke levende, som minderne var for mig dengang.
Og jeg tænker på, om jeg virkelig ikke elskede ham mere end den anden dengang.
Men jeg ved godt, at det hele handler om mig. Dengang var jeg umoden (er det nok stadig). Dengang havde jeg så meget at tilgive mig selv, denne gang står jeg uden skyld og kan vende mig om og gå uden at bebrejde mig selv. Der er ingen store spørgsmål, der skal besvares. Jeg var tro overfor mig selv. Og jeg håber, at han også var tro overfor sig selv. Jeg håber, at han ikke fortryder. Men jeg håber til gengæld også, at han mindes. At minderne for ham er mere virkelige end de er for mig.
Men han har også elsket før. Og gør det måske stadig. Og elsker måske en anden. Jeg ved ikke engang, om jeg stadig elsker ham af den simple grund, at jeg ikke kan huske, hvordan det føltes at elske ham.
Sorry Anders.