"Ej så er I da kærester hvis der er familie involdveret Stella!?"
Lo sagde det til mig idag... Folk spørger, om det skal være snart. Om den ikk er ved at være der. Og jo, det er den da, men ved ikke hvor meget den er der...
Vi har ikke snakket om at være kærester. Slet ikke. Bare lavet nogle planer for nogle ting vi skal. Bare sådan lidt "eeej det her skal vi engang..." Vil gerne se ham igen. Savner ham. Hvor sindssygt latterligt det end er, så savner jeg ham. Har savnet ham lige siden jeg skred i lørdags, fordi han skulle spille fodbold....
Ved ikke hvornår jeg ser ham igen. Tror det er derfor jeg savner ham. Fordi der muligvis kunne gå lidt tid. Det passer ikke altid lige godt, han arbejder, dyrker sport ovs. når jeg har fri, og jeg gør det når han har fri.
Forbandede fodbold han går til... Forbandet at jeg arbejder 'så meget'...
Det er noget værre noget. Men jaaah. det går jo nok...Ser ham nok. Hvis ikke så bakker jeg bare ud. Forsvinder.Efterlader mig selv tom og forladt uden mulighed for at elske - som jeg har gjort det så mange gange før. Alt for mange gange før. Flygter. Altid på flugt. Altid skræmt fra vid og sans over et eller andet jeg BURDE glæde mig over. Det gør jeg bare ikke.

For det er lige som om at det aldrig bliver nok. Lige meget hvad jeg gør, er det aldrig enden. Jeg finder aldrig det hvilested, den ro, jeg sådan længes efter. Jeg kommer aldrig tæt nok på de stjerner jeg så gerne vil røre. Kommer aldrig rigtigt op og flyve i himmelen. Har været der, men ikke højt nok. Ikke langt nok væk. Ikke tæt nok på. Der er altid en distance der forbinder mig med en melankoli jeg ikke kan difinere. Den dag jeg ved hvad det er, den dag stopper det. Den dag har jeg nået mit mål. Indtil da, er jeg bare en dødelig, som alle jer andre, der bare ønsker det hvilested i synes at have fundet. Et sted at slå mig ned, et sted at høre til.
Håber jeg finder det. Er bange for at det bliver langt langt væk i et udland jeg endnu ikke kender til. Bange for at jeg må forlade alt for at stoppe med at føle mig som en trækfugl. Her er jeg bare på besøg. Herfra skal jeg væk. Engang. Engang når tiden er inde, forlader jeg alt. Måske er det derfor jeg er så skide bange for at binde mig til noget som helst. Fordi jeg ved at dette ikke er mit endelige. Fordi at jeg skal videre.
Videre. Videre. Videre. Videre. Videre. Videre. Videre. Videre. Videre. Videre. Videre. Videre. Og så Videre. Hele tiden. Videre. Videre. Videre......
Det stopper aldrig. En endeløs kamp mod mig selv.