Hey dagbog, jeg sidder og tænker over nogle ord, - de vækker afsky hos mig, for de vil have mig til at lyve. Jeg kan måske lyve overfor andre, men jeg kan ikke lyve overfor mig selv.

Punkt 0, det er her det starter. Ordene vil have at jeg siger at jeg er glad, lykkelig - for det skulle vise at jeg har styr på mit liv, og være tiltrækkende...Jeg væmmes ved at skulle lyve, og sige hver gang at jeg har det godt,..for om aftenen når jeg går i seng græder jeg tit, og håber jeg kunne dø smerte frit.

Jeg væmmes ved at lyve, - for jeg kan aldirg blive lykkelig uden at jeg finde hende der vil kæmpe med mig, - ikke imod mig..hende der skider på overflader, og som kan se at jeg har alt. Rigtig lykke vil komme med hende, men aldrig før. For først der vil jeg finde ro. Skulle jeg sige andet, ville det være løgn..og jeg har altid sagt sandheden som jeg så den, - ALTID!!