Kære dagbog

Så er jeg endelig tilbage efter en lang efterårsferie.

Martin og jeg havde to års dag den 19 oktober, vi tog til Roskilde for at fejre dagen. Det blev en hyggelig tur hvor vi var ude at spise mexicansk. Det var underligt så tæt vi var den dag, vi behøvet knap at snakke til hinanden så vidste vi hvad den anden havde lyst til. Det er underligt hvor tæt man kan blive. Det er helt uhyggeligt når ens dejlige forloved kan sige "Skal vi ikke lige have lidt slik" Der har man selv stået og haft den samme tanke.

Søndag fik vi en lidt pudsig oplevelse samtidig med vi blev lidt til grin. 1 time før vi skulle ud og spise hos hans forældre trådte han i mine bukser hvilken resulteret i at vi begge faldt. Martin vrikket helt rundt på sin fod samtidig med han hamret sit knæ ned i min fod AV. Vi endte på skadestuen hvor de grinet lidt. Jeg kom først ind hvorefter jeg fik forbindning på, bagefter sad vi og ventet på det blev hans tur. Sygeplejersken smilet lidt og sagde "nej hvor sødt en hel lille familie".

Det er dejligt at have Martin hver dag. Nogen gange kunne man godt bruge lidt frihed eller bare en lang gåtur i skoven. Gåturen må jeg vente med indtil foden igen bliver stabil.

Ellers er der ikke meget at fortælle, jeg savner stadig mine dyr for vildt meget. Det er hårdt at være adskilt.