Da jeg vågnede i morges regnede det.. Det skulle vise sig, at være meget symbolsk for min sindsstemning..
Jeg havde sådan en morgen, hvor jeg mest af alt bare havde lyst til at blive liggende. En dag, hvor man overhovedet ikke har lyst til at tale med nogen om noget med mening i. Og med mit job, er det ret svært at undgå.. Så tanken om blive under dynen og lukke verden ude - lade den passe sig selv for bare en enkelt dag, var virkelig tiltalende. Men jeg er jo ikke syg, så på arbejde skulle jeg.. Det var en skod dag - for nu at bruge et godt og rammende udtryk. Der var mange problemer i dag, problemer som jeg slet ikke havde lyst til at være den, der skulle tage sig af. Men jeg er den voksne og den ansvarlige, så det er en del af mit job... Havde slet ingen pauser, da de alle gik med at skulle sætte sig ind andres problemer, tage sig af grædende unge mennesker, alt imens jeg mest selv havde lyst til at løbe skrigende og grædende væk.. Jeg tager mig af deres smerte, men hvem tager sig af min? Hvorfor er min ellers nye kæreste her ikke til at lægge sine arme om mig, så jeg bare kunne lade mig synke ind til ham, og bare ligge der og ikke tale om noget, men bare lytte til hans hjertes banken og på den måde dog have kontakt med livet - med det livet handler om..
Egentlig hader jeg at have det på denne måde. Jeg hader, at jeg så ofte bliver trukket ned i mit egets sinds mørke, og så bor der nogle dage. Jeg ved ikke hvorfor jeg tiltrækkes af mørket, når jeg ellers ikke ved noget bedre end lyset. Er det sådan jeg i bund og grund vil have det? Trives jeg måske i virkeligheden bedst med disse depresive tanker? Så skuffer folk jo da mig i hvert fald ikke.... Så forventer jeg ikke noge af nogen - ikke engang mig selv....