Sundhedsplejersken kom på besøg. Jeg fik vist sagt det jeg ville. Hun mente jeg bør vente med, at hente Thor i dagplejen til "jeg har skrællet kartofler og støvsuget". Hvorfor skal jeg det? Selvfølgelig er vi ikke sammen i den mellemliggende tid, og bliver ikke trætte af hinanden...

Min søn har en medfødt sygdom, der har givet sig udslag i en minimal fysisk defekt, men som også medfører, at han har lettere til depression og ikke er god til konflikter, som kan tage op imod 3 timer ad gangen. Og så vil hun gud-dødeme have at jeg skal være
17-19-mor. FORFÆRDELIGT udtryk!!!

Jeg er da mor ALTID. Og når jeg priviligeret har muligheden for at være sammen med mit barn, da jeg studerer, vil jeg sgu da benytte mig af det! Han bør vel også kunne lære, at der er noget der hedder familieliv, også selvom det ikke altid er lige fantastisk.

Jeg er MODSTANDER af at skulle overgive mit barn mere og mere til "systemet", for jeg ved at jeg gør det SKIDEGODT. Jeg tager imod råd, lærer nye metoder til at tackle ham på, indlader mig på Marte Meo, hvor jeg skal lade mig filme og få gode råd om hvordan jeg kan gøre det anderledes. Bange for at fejle, føler det indimellem som eksamen..MEN de har INTET at sige, jeg er så skideperfekt. Hvorfor så vente med et hente ham?

"Det er hårdt for dig, du er alene og har måske brug for at hvile"

JA, men det er også derfor jeg er flyttet "hjem" igen. Jeg har et netværk, som gerne stiller op. Knægtens bedsteforældre, hans onkel og tante, hans grandonkler, 14 af hans mors fætre og kusiner, oldeforældre.. U name it. Jeg er HELDIG, jeg ved det godt. At have en stor og fast sammentømret familie, hvor vi hellere lader een flytte ind, end ser det ramler. Døren er åben for enhver, hjerterne er store og fordommene små. Jeg vil da hellere overlade min søn hos een af dem,hvis liv og baggrund jeg kender, end hos een jeg kun ser ti minutter om morgenen?

Hvorfor skal jeg. lige så snart jeg kan se det bliver svært, KASTE mig efter den første bedste til at tage over? Jeg græder over mit alenemors liv, ja...men jeg nyder det også. Jeg kan følge med i min søns liv, være hans guide, hans rettesnor...FOR LIVET istedet for "inden for skemaet"...Jeg vil være MOR så meget jeg kan. Og det er lige nu en del. Giv mig hellere nogle værktøjer, så jeg kan tackle det, istedet for at bede mig om at lade min søn være "derude", hos fremmede...

OG HVEM FANDEN HAR SAGT DET SKAL VÆRE NEMT AT VÆRE MOR?

lad mig dog FOR HELVEDE være mor for min søn,
lad mig skændes med
min søn
lad mig kæmpe MED og ikke IMOD
min søn
lad mig holde om
min søn
lad mig tegne med
min søn
lad mig putte med
min søn
lad mig ønske for
min søn
lad
min søn
køre sin mor ud i tovene og tilbage igen
for det er hans ret som
min søn
at vide han kan være
MIN SØN
uden at blive bange for jeg ikke vil være
HANS MOR