Jeg bliver ved med at tænke over, hvad jeg gjorde, som fik ham til at holde op med at elske mig. hvad jeg kunne have gjort anderledes. han siger at der ikke er noget, men det driver mig til vanvid! der må jo være noget. han tror ikke på skæbnen, siger han, ergo må der da også være en GRUND til at han ikke elsker mig. jeg tænker og tænker og tænker over det.

ok, jeg ved godt at han syntes at jeg stillede for mange mærkelige spørgsmål (a la "hvad synes du er de tre sjoveste ting ved mig"), hvilket han fandt irriterende. men det kan jo ikke være det hele.

jeg kan ikke tåle nogle ting i øjeblikket. når man er forelsket og det er gengældt, kan man klare meget mere. som f.eks. da jeg lige havde mødt andreas og jeg ikke fik SU i en periode. jeg havde flere jobs, og jeg gik til undervisning, lavede radio og havde ham. det var hårdt og af og til var jeg uforholdsmæssig træt. men det gik mig ikke på.

nu tager jeg alting som et personligt angreb. afslag på jobs. regnvejr. alt. alt er til for at gøre mit liv endnu mere miserabelt. jeg har et billede af skæbnen i mit hovede, hvor den sidder og lader mig glæde mig over f.eks. at skulle være dj, hvorefter den venter til det rigtige tidspunkt og tager det fra mig igen, mens den er ved at kaste op af grin over mig.

jeg var træt i går. havde jo kun sovet to timer. kom ud til andreas og gik og fjollede og sang. i godt humør. vi pjattede og havde det godt. det varede til vi havde spist, hvor jeg som sædvanlig prøvede på at argumentere mig frem til at vi skulle være sammen, fordi lokken ikke havde nogen effekt.

jeg troede lige at jeg kunne slappe af. men så viser det sig, at han ALLIGEVEL måske skal til at være kæreste med hende pigen. jeg troede jo lige at jeg var den bekymring mindre, at hun var ude af billedet! det er kun en uge siden at han sagde at det nok ikke var noget alligevel! for helvede altså. gav mig til at tude, skrige og kaste med ting. jeg føler mig så magtesløs, fordi der ikke er noget jeg kan gøre. jeg har skumle fantasier om hendes død og ulykke.
sådan troede jeg aldrig jeg skulle være. men det er det eneste jeg har. jeg kan jo ikke gøre noget for at overbevise ham. så er det eneste jeg har ligesom fantasierne om at terrorister sprænger hendes kollegium i luften, at hun ¨får menigitis eller kræft eller bliver kørt ned på cyklen.

bagefter, da jeg faldt ned, blev det hyggeligt igen. vi så et program om aber og vi lavede stemmer til. vores ting.

åh. jeg bliver sindssyg. eller også er jeg det.