Han gjorde mig helt paf. Hvorfor jeg var single. Jamen, hvad skulle jeg svare? Alle flosklerne om, at man er for kræsen (hvilket så passer - siger alle omkring mig), at man er blevet såret tidligere... det holder jo ikke mere. I stedet sad jeg der og følte mig lidt dum - og det var måske det sidste, jeg havde lyst til at føle mig.

Og på en eller anden måde, så slog det mig. Desperationen - de små glimt at fatalisme - de eksiterer ikke mere. Måske er tiden forsvundet fra mig. Jeg håber, men kan ikke håbe alligevel. Men der er jo en grund til at tro på fremtiden. Der er jo mening med det hele med ét. Og selvom jeg kan sidde der på arbejdet og stirre ud i luften og tænke, at den eneste mening, der eksisterer, forsvinder med døden, så kan jeg leve og ånde frit igen.