Og jeg kunne ikke andet end at sende mine ord mod ham.

Og jeg undskyldte, fordi jeg er den, der har bedt om stilhed.

Men der var så mange minder. Og der var så mange følelser, mest af alt glæde. Men alligevel græder jeg, når jeg mindes mine følelser. Når jeg mindes tiden efter, hvor jeg ikke kunne tænke klart. Når jeg mindes at se ham igen. Når jeg indser, at han stadig er mit tegn for lykkelig.

Og så rækker jeg ikke ud, men sender fra mig.

Og jeg beder ham ikke svare mig, for mine ord skal stå alene som alle de strofer, han lærte mig. Jeg tog dem ind i mit hjerte i nat - og nu er de fanget der. Og jeg er svimmel og har kvalme. Og jeg undrer mig over, hvad der sker med min krop.

Og så giver jeg slip og siger farvel. Endnu engang fortabt i et minde - og endnu engang lidt længere væk fra virkeligheden.