Årrhh, MAC, jeg ved snart ikke hvad jeg ska' fortælle dig, - er så forvirret…
Nej, det er vel ikke det ord, men hvad ska' jeg så kalde det…
hmmhmm, aner det ikke…
I aftes gik jeg i sort, osse i dén grad… Og er stadig noget underlig i hovedet.
Ville ellers ha' fortalt dig om en weekend, hvor pigerne fandt deres kaniner !!
(har "opgivet" en degu…)
Ja, der var faktisk en større kaninudstilling i en have lige ved siden af, så vi MÅTTE jo tøffe over og se de små pus…
Og der var altså et par unger de faldt for… Heldigvis må de først forlade deres mødre om en uge og to, så der er lidt tid at få bygget bur…

Vejret var jo bare så godt lørdag-søndag, så hvad ku' vi andet end være ude…
I aftes spiste vi ude, og bagefter drønede de fjollede tøser rundt på græsset – og det var måske dét, der væltede mig ??
Deres "voldsomme" glæde, livlighed kontra mine tanker om drengene ?? Ved det ikke, men måtte gå ind, hvor jeg bare lå, længe…
Da vi kørte hjem var vi som altid om kirkegården og besøge drengene, og der gik jeg helt i sort… suk…
Det er SÅ underligt, jeg både kan og kan ikke huske…
Når de ture kommer, er det nogle gange som hjernen er delt, én der tænker klart, omme bagved den der bare tuder og hulker og absolut ikke er klar, men bare skriger på M og A…… Og den klare kan ikke trænge igennem…
Det endte med, kæresten lagde mig i seng og blev til i morges "jeg ku' jo ikke forlade dig i den tilstand"…
Hvordan fik han mig mon op ad trapperne, - det husker jeg ikke…

Nu vil jeg se at finde min seng, tror jeg…
gaaaaab…