Mærkeligt, at det er sådan en fornøjelse at sætte ord på papir.Bøger har altid fascineret mig ud over alle grænser. Først lyttede jeg, bagefter læste jeg, glubende, alt hvad jeg kunne få fat på, og senere, meget senere begyndte jeg at skrive.
Det er som at snakke med en eller anden. Man henvender sig til nogen et sted i universet, og selv om man ikke får svar, er der på en eller anden måde hul igennem. Hvad er det, som gør at det føles så tilfredsstillende, at forme sætninger. Jeg har bemærket, at det jeg skriver næsten har mistet sin interesse for mig, når det bliver udgivet. Det er langt forbi den face, hvor arbjdet tænder mig. Det er selve skabelsen, det nye, der dukker op på skærmen, så at sige ud af intet, som er spændende. Det er her, jeg glæder mig, her jeg eksperimenterer. Senere, når man skal arbejde for at fange det ufuldendte, svævende og levende ind og tvinge det til at sidde fast på papiret, kommer arbejdet. Måske er det slet ikke nødvendigt, at sætte ordene på knappenåle, måske skal de bare flyve som sæbebobler i en lind strøm ud i intetheden, og ingen ved, hvor de bliver af. Sådan har jeg det med fyldepennens dagbøger, det er derfor det er så dejligt at skive her.