Så er den beslutning taget. Det gør for ondt i maven allerede. Og jeg savner ham. Og jeg har lyst til at spise en hel masse og kaste det op for at slippe de følelser, som det bringer med at have ham inden for rækkevidde, men ikke kunne få ham.

Nu skal det være slut med at sukke efter dem, der har en anden. Det er mig, der er taberen i det spil. Hvornår fatter jeg det?

Jeg har skrevet til ham, at jeg ikke ringer. At det giver mig ondt i maven - og at jeg har for meget at se til i forvejen til at kunne overskue
muligheden for at blive rundt på gulvet på grund af ham.

Men med det sagt, har jeg også bedt ham skrive, så jeg ved, hvad det er, der er galt med ham? Uvished er trods alt værre end vished.