Sidder her en lørdag eftermiddag og skal læse til eksamen. Men mine tanker kan ikke sanle sig om det. Der er alt for meget andet, der blokerer - og jeg kan ikke komme til bunds i det.

Jeg græder tårer, hvis udspring, jeg ikke kender.

Sad i bussen og tænkt på ham, jeg engang elskede. Jeg tænkte på smerten ved at elske ham. Jeg tænkte på smerten ved at miste ham. Ulideligheden. Og det slog mig, at det ikke ville gøre ondt at miste ham, jeg er sammen med nu... eller... det troede jeg jo heller ikke, at det ville dengang - og det gjorde så ondt. Og holder jeg ikke mere af nu? Er jeg ikke nærmere et andet menneske nu? Måske er forskellen, at den første kærlighed altid vil være speciel på sin helt egen måde.

Og nu sidder jeg her.

Jeg skal flytte til september. Til en ny by, nye mennesker, nyt studie, nyt liv. Jeg ved ikke, om jeg er stærk nok. Jeg er så bange for at forlade så meget, som jeg holder af. Og så bange for ikke at være god nok, eller rettere sagt ikke kunne leve op til mine egne krav.

Skal ud til kæresten i aften, men har lyst til at aflyse og bare være mig. Og ved, at det ikke ville være godt for mig. Og alligevel... måske er åndedrætsbesværet et tegn, jeg skal lytte til igen. Lysten til at kaste op.

Jeg er ikke så pokkers god til at elske. Kærligheden begraver mig altid. Jeg flygter fra mig selv, søger at blive en anden. Og så ender det bare med, at han elsker en forkert. Og det er bare mig, der er forkert. Og det er bare mig, der føler forkert, elsker forkert.