Jeg kommer lige til at tænke på, hvorfor er det altid vi patienter der skal forsvare os og bevise at vi er syge. Jeg føler tit at lægerne idag, ikke vil indrømme at de kan tage fejl.
Det er så nemt, at kan man ikke finde ud af hvad en patient fejler, så er det psykisk, istedet for at sige det som det er, at de ikke kan finde ud af hvad det er. Måske er det mig der har været uheldig, eller er for nærtagende, jeg føler ihvertfald en hvis angst, når jeg skal til et eller andet sygdommæssig,ikke bare for mig selv, men også for andre syge. Jeg kan ikke lade være med at tænke på om jeg mon er alene med denne følelse. Det kan jo ærligtalt ikke passe for metadonen, har jo lagt et låg over mine følelser, men åbenbart ikke dem alle