Var på arbejde lørdags, som jeg plejer at være. Blev ringet op af ældrecentret omkring kl. 17.00. Plejeren fortalte, at min far havde det skidt. Han var svær at komme i kontakt med, og havde vendt det hvide ud af øjerne. Svarrede promote, at de skulle ringe efter en ambulance – hvilket de havde gjort. Befandt mig mindre end en km. derfra, så jeg var der hurtig. Han var ganske rigtig ikke til at komme i kontakt med, og meget varm. Han havde lukket mund og hiv voldsom efter vejret igennem næsen. Der gik heldigvis ikke lang tid før ambulancen var der.

På skadegangen mente en læge, at der var en betændelsestilstand på lungerne, samt bronkierene. Han blev sendt op til røntgen, som beskæftigede det. Lægen fortalte noget som jeg ikke viste, at parkinson syge ofte udvikler dette, og at det kan blive et kronisk problem. Han ville skrive en mail til centeret, som uddybede dette. Ordinerede antibiotika, samt slimløsende.

Igennem timerne vi var der, kom han lidt mere til sig selv. Begyndte at synge ”hjem til Århus” og grine, som begge dele har været kendetegnet ved ham i noget tid.

Lægen trak mig til side og sagde, at de sagtens kunne beholde ham i et par dage, men synes på den anden side, at behandlingen ikke ville være uansvarlig hjemme. Jeg gav min samtykke til at han kom hjem til vande omgivelser. Kunne fornemme på lægen, at han var usikker på min viden om sygdommen. Lige på nær problemstillingen her og nu, så ved jeg godt, at det kun går en vej, og det er tilbage.

Imens jeg sad ved min fars side, tænke jeg på om jeg skulle underrette min søster. I den sidste sms jeg fik fra hende, skrev hun ” Jeg ønsker at du forstår, at jeg har sagt fra over for kontakt og jeg mener det. Dette er mit sidste svar og der kommer ikke flere.” Ældrecenteret underretter hende ikke, medmindre min far beder om det. På bagrund af hendes fravalg overfor mig, valgte jeg ikke at kontakte hende.

Fik antibiotika med til et par dage, og en recept på resten. Cykler ned med det senere i dag.