Dette er nogle tanker, jeg har skrevet ned de sidste par dage:

Det er tydeligt at jeg ikke accepterer mig selv. Hvis jeg virkelig holdt af mig selv, ville jeg ikke gøre ting der skadede mig. - Når jeg er fuld synes jeg bedre at kunne holde af mig selv.

Selvom jeg tit føler mig kulret, holder jeg af mig selv. Selvom jeg ikke kan tage mig sammen, holder jeg af mig selv. Selvom jeg nogle gange er irriteret, holder jeg af mig selv. - Jeg ville holde af en person, der var som jeg.

Når jeg har haft det godt, har jeg altid holdt af mig selv.

Ville kunne gøre en masse ting for en kvinde, jeg elskede højt - eller et menneske jeg holdt meget af. Hvorfor kan jeg så ikke også gøre disse ting for mig selv?

Det er vel op til kvinderne på Dating at afvise mine tilbud. Jeg behøver ikke at opgive på forhånd.

Tænker på at jeg er her og nu - og det er godt nok.

Tænker på at min skæbne på godt og ondt er en slags uundgåelighed. Bliver jeg fri ved at overgive mig til skæbnen?

At opleve en befrielse, det ville være godt. - At gøre de fornuftige ting af mig selv. Har et ønske om at blive befriet fra handlingslammelse.

Hvordan kan jeg tænke tingene ideologisk? - Hvis jeg er optændt af sympati for mig selv, gør jeg også det gode for mig selv, ligesom en person jeg holdt meget af.

Hvordan bærer jeg mig så ad med at holde af mig selv? - Uden mig ville jeg intet være. Uden mig selv ville jeg ikke have nogen oplevelse - ikke noget at være glad for eller blive ked af noget. Heller ikke de mere neutrale følelser. - Min kærlighed til mig selv bør derfor være betingelsesløs.

Hvordan kan jeg tilgive mig selv? Fx ved at sige at jeg ikke havde resurser eller overskud til at handle anderledes end jeg gjorde.