Det føles som om i går er en evighed siden. Den startede så almindeligt... Ved 16.00 tiden fik vi opringningen..at nu skulle vi komme til sygehuset..at denne gang var det for alvor.. Vi tog afsted så hurtigt vi kunne og var der ca. en time senere. En af min mands onkler sad ved min svigerfars sygeseng, da vi kom som de første. Onklen gik da min svigermor, de to andre brødre og den enes kone ankom. Vi havde alle fået ren besked om at det kun kunne gå en vej nu. Og vi kunne bare sidde der og se på min svigerfar og bare vente på at han skulle dø.. bare vente på at hans hjerte skulle give op og at han skulle tage sit sidste åndedræt. Det var næsten det værste - ventetiden. Bare sidde der og se på ham - se på skærmen med kurver og lytte til respiratoren... Ind i mellem gik vi ud i pårørende-rummet. Omkring kl. 22.00 magtede min svigermor ikke at være der længere og det blev besluttet, at min mand og jeg skulle køre hende hjem og blive hos hende. De andre tre blev på hospitalet og lovede at ringe hvis der skete noget.

Min mand og jeg fik sovet lidt. Jeg tror ikke, at min svigermor fik sovet - hun sad ved telefonen og ventede på det frygtede telefonopkald...

Det kom lidt over 05.00 her til morgen.. Min svigerfar - min mands far - var sovet stille ind omkring kl. 04.50 her til morgen. Han var død - havde endelig fået fred... Det vi alle havde ventet på siden i går var langt om længe sket..

Min svigermor var helt brudt sammen og ville ikke med tilbage til sygehuset og se ham. Hun ville huske ham i live som hun sidst havde set ham. Min mand og jeg skyndte os at køre til sygehuset.

Vi var der ca. 06.15 og fik lov til at gå ind og se ham. Han lå så fredfyldt i sin sygeseng. Der var lagt en lille buket på hans mave. Lyset var dæmpet og tre fyrfadslys brændte på hans natbord. De blomsterbuketter vi var kommet med til ham stod der stadig. En CD med dæmpet afslappende musik spillede i baggrunden. På natbordet lå også en bibel og tre salmebøger. Det hele så meget smukt ud. Vi fik alle sammen en tid alene sammen med ham, så vi hver især kunne sige farvel.

Bagefter kørte de tre brødre tilbage for at hente deres mor, så hun også kunne sige farvel. Anette (den anden svigerinde) og jeg ventede på sygehuset imens. Men så ringede de, at de alligevel ikke kunne overtale hende til at tage tilbage til sygehuset og at vi skulle køre hjem til hende og det gjorde vi så.

Vi var tæt på Sønderborg da kl. var 9.00 og der ringede jeg så til mit arbejde og forklarede hvad der var sket og sagde, at jeg ikke kom på arbejde i dag. Det forstod de godt. Anette ringede også til sit arbejde.

Hjemme hos min svigermor, satte vi os så alle ned og begyndte, at diskutere hvad vi nu skulle. Der blev ringet til bedemand og præst, snakket tøj, kiste, blomster, og meget mere. Det er det hele dagen i dag er gået med.

Begravelsen skal finde sted på Lørdag den 20/11 kl. 11.00 i noget der hedder Chistianskirken i Sønderborg. Og jeg skal være med til at bære kisten ! Jeg har aldrig prøvet det før, men jeg føler det som en stor ære, at jeg blev spurgt - eller valgt.

Ligenu er min mand og jeg hjemme igen. Trætte og kede af det - fulde af sorg begge to. Min mand har vist stadig ikke rigtig forstået, at hans far er død. Men vi må jo bare prøve at støtte hinanden i denne svære svære tid og i den ligeså svære tid der kommer..... For det har været et par hårde dage og de er ikke overstået endnu...