En tekst herinde har netop gjort mig opmærksom på at jeg uden at lægge mærke til det har ladet alle de dårlige ting - dæmonerne i mit liv overtage mine handlinger uden at jeg selv har lagt mærke til det.
Alt min fantasy har været, som suget ud af mig, men jeg ønskede ikke at vide hvorfor.
Hospitalsindlæggelse, følelsen af efter 7 år at stå uden nogen diagnose og uden hjælp eller nogen redskaber til at bekæmpe hvad end jeg fejler har tærret, men jeg ønskede ikke at erkende det.
Burde jeg ikke have lagt mærke til det, når jeg begyndte at tude, hver gang jeg blev mødt af en lukket dør og ingen handlinger?
6 uger er der gået siden jeg blev sendt hjem fra hospitalet uden en diagnose og med lovning om en snarlig opfølgning. 7 uger siden jeg holdt om med at tage den medicin, som jeg har taget i 7 år. 3 uger siden at min tilstand begyndte at forværres igen og jeg begyndte at banke hovedet hårdt imod lægernes lukkede døre, som først nu har vist en lille åbning den 22 september.
1 år med gentagene tilbagefald, som har sønderslidt min sjæl mere end jeg anede.
Og nu en opsigelse midt i det hele. Det bliver sværere og sværere.
Styrke er en god ting at have, men hvis man kæmper så hårdt med at bevare den, at man slet ikke bemærker at alt andet forsvinder under den, hvad kan man så bruge den til?
Jeg savner min gamle styrke - Fantasien.
Hvor har den gemt sig?