Puha.. den var slem.. Begravelsen.
Jeg kan bare ikke takle sådan noget.
Men utroligt nok så græd jeg ikke så meget som jeg plejer.. Hvilket egentlig ikke siger synderligt meget, for jeg plejer at græde som pisket til begravelser.

Begravelsen var rigtig flot - det var den, må man sige. Der kom ret mange mennesker og kirken var fyldt med blomster. Men han var også en vellidt person, der før han blev syg havde arrangeret sig meget politisk og i fagforeningen etc.
Da begravelsen begyndte kom en ældre herre gående med fagforeningens flotte fag op gennem kirken - SÅ græd jeg først. Det var meget flot og ligesom en æreshilsen til en elsket mand.
Og under talen fra præsten om manden.. ja, da kunne jeg heller ikke lade være med at græde. Det var nogle rigtig smukke ord der blev sagt om ham, men de passede også til beskrivelsen af manden som jeg kendte ham.

Min svigerfar er meget følsom, det vidste jeg.. men jeg blev inderligt overrasket hvor voldsomt han græd.. Jeg synes det er smukt når en mand kan græde - og tillader sig det vel og mærke.

Men hvor er det hæsligt.. Af jord er du kommet - til jord skal du blive.. Sådan bare.. farvel.. Det var det liv.. Knap 50 år gammel..
Jeg måtte synke mange gange under denne begravelse.

Jeg tog ikke til dansk bagefter, selvom jeg muligvis kunne have noget det.. Men det forstod mine klassekammerater også sagtens. Jeg skulle bare hjem og ligesom kapere det hele..

Da jeg kom hjem sad jeg og reflekterede en del over det hele. Jeg kom sådan til at tænke på min farfar, hvis begravelse jeg var til sidst (for 3 års tid siden). Den var hård.. Meget hårdere end noget andet jeg har oplevet. Jeg savner ham indimellem. Jeg nåede aldrig rigtig at fortælle ham hvor højt jeg elskede ham.. og han nåede aldrig at se hvor godt jeg alligevel kunne klare skolen, selvom jeg har droppet ud af to gymnasier.
Nu går det jo godt med skolen.. Og han nåede aldrig at møde min kæreste - kun lige akkurat at jeg havde fået en. Men det ville have været dejligt, ligesom at kunne forsikre ham om at jeg havde mødt en dejlig mand.. den eneste ene.
Men et eller andet sted, så håber jeg og tror på at han kigger med fra oven.

Men døden.. den skræmmer mig bare umenneskeligt.. Og begravelser er skræmmende..
Jeg smutter igen kære dagbog..
Lev mens i kan.. man ved jo aldrig hvornår det er slut, vel? *s*