Så er jeg lige tilbage igen.

Jeg synes sgu ikke der fair det her. Jeg har et job jeg er vildt glad for, men jeg har ike nok timer. Jeg har et hus jeg er vildt glad for, men en betalingskonto der ikke hænger sammen på grund af at jeg ikke har et job med nok timer.

Hvor fedt er det at skulle være nødt til at sælge sin est, og søge andet arbejde, og i det hele taget ændre hele sin levestil fordi en bankrådgiver ikke kan finde ud af at kontakte os i tide???

Jeg synes det er latterligt og jeg er så pisse bitter på det hele lige nu. Hvad pokker skulle jeg gøre uden denne her dagbog at skrive i?? jeg havde da splittet hele huset ad sten for sten for at undgå at sælge min pony, men jeg skal være sej, og det skal jeg for ikke at jeg også skal blive uvenner med min mand. Han vil ikke ha(udadtil) at jeg sælger min hest, men han vil heller ikke ha at jeg bruger for meget tid derude, og for mange penge. Det er ikke nemt, og det er ikke nemt i og med han ved det er en gammel drøm der er kommet til opfyldelse.

Men men men, det slutter jo ikke her vel. Fordi når man så går ind og søger jobs på de forskellige søgesider, så er det folk over 40 der søges eller også er det folk med en særlig uddannelse.

Hvornår er det fag jeg arbejder i (børn og unge) blevet så unødvendigt et fag, at man ikke kan få flere timer end 24 om ugen, og så til en løn der lige kan betale mad og andet til dagligt???

Jeg fik mere da jeg var på dagpenge end nu hvor jeg er i arbejde. Det er sgu da latterligt. Nogle gange ville jeg ønske at jeg var et meget uærligt menneske, og kunne finde på at snyde hele systemet til at give mig pange og betale alle mine regninger. Hold da kæft hvor ville jeg nyde det. Men samtidig ville jeg bestemt også røvkede mig. for jeg egner mig ikke til at gå herhjemme og glo i længere perioder.

Nu må jeg vist hellere stoppe mit raseri udbrud, og tænke på et eller andet positivt, for det holder sgu ikke helt i længden det her.

Bettina