Så kom den. Det længe ventede telefonopkald, midt i matematik. Jeg vidste godt at det var far, og jeg vidste godt hvad det handlede om. Endelig. Uvished er som en elastik, holder hver tanke fanget. Han er fundet, Nyborg voldgrav. Jeg er ked af det, men nu har jeg jord under fødderne igen. Et sted at starte.
Jeg kan bare ikke se ham død allligevel. Nærmest som om han var låst inde i et værelse. Jeg kan ikke få ham ud, og vil prøve at springe døren. Men da indser jeg at der ikke er en dør. Det er en sluse, og den virker kun en vej. Hav tålmodighed, så mådes vi nok engang, for jeg havner samme sted når min tid kommer.