Jeg læser alle dagbøger herinde, samt en masse tekster, og ofte dukker der noget op under læsningen. Forleden efter at have læst en hundedagbog.

For år tilbage, mens vi stadig boede i byen, havde vi gravhund.
På vores vej boede et smedemesterpar, hvor konen var "stikke næsen i vejret" typen. Aldrig hilste hun på vi andre beboere på vejen.
En dag ringede det på vores dør, og da jeg åbnede, stod damen udenfor.
Og hun var bare GAL!
Parret havde ca. 1 år forinden fået en dejlig golden retriever, og nu påstod hun at vores gravhund havde parret sig med hendes retriever.
Jeg fortalte hende, at det ikke havde været vores hund (vores have havde altid været hegnet ind, så alene af den grund, kunne det ikke lade sig gøre).
Men der var ikke noget at gøre, det VAR vores hund, blev hun ved. Den havde stået på deres tredie trappetrin, og DERES hund nede på jorden, og da hun var kommet ud havde de "hængt sammen" så hun måtte gå ind til de slap hinanden, og desuden var der ikke andre gravhunde i området.
Hvis ikke det var fordi hun var så gal, havde jeg nok på det tidspunkt givet mig til at grine, men det var vist ikke lige sagen. Jeg gav hende ret i, at jeg heller ikke kendte til andre gravhunde, men at det ikke var vores.
Da hun truede med en dyrlægeregning, hentede jeg vores hund og vendte bunden i vejret på den. Det var en tæve. :-))

Der gik et øjeblik inden det gik op for hende hvad jeg mente, så blev hun ildrød i hovedet, drejede rundt på hælen og forsvandt skyndsomt.

Siden havde hun, mærkelig nok, altid et ærinde på det modsatte fortov, hvis vi mødtes :-))