Hey dagbog, - på mit ansigt kan du tit se et smil, ansigtet er lagt i folder..Men der er ikke et reelt billede, for det er blot en illusion. Begivenheder fra fortiden gør mig ked af det, og personer fra nutiden bære ligeledes et ansvar for, at jeg aldrig kan blive glad. Jeg takker dig mor, fordi du kan holde mig nede på jorden, og sørge for jeg aldrig bliver glad. Din forhånelse af mig, og spydige bemærkninger bidrager til, at jeg ikke kan smile, bidrager til at jeg græder når jeg er alene...jeg ville ønske jeg endag kunne gøre dig det forståeligt at du bære et kæmpe ansvar for det..men jeg ved du blot benægter alt..selv når jeg beder dig lade være med at sige nogle af de ting som du gør. Efter min gråd vækkes min vrede, hvordan skulle jeg kunne respektere og holde af dig, når du gør mig så ked af det? jeg flygter væk fra denne verden, for mennesker som dig er ikke til at holde ud