Jeg kan ikke lade være med at spise. Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke bare kan stoppe. Så i stedet spiser jeg så meget, at jeg håber på at brække mig. Så forsvinder det ud af mit system igen.

I aften har jeg igen gjort det, spist og spist og spist... For jeg kan ikke styre mig selv. Nu overvejer jeg to fingre i halsen, så jeg kan spise videre. Det virker måske barskt. Men sådan er det ved at blive igen. Tit behøver jeg ikke engang fingrene - jeg skal bare kigge mig i spejlet.
Jeg har dog en frygt. Min psykose. Jeg brækkede mig så meget engang, at jeg fik angst og oveni kom psykosen. Mit spejlbillede snakkede til mig og da vidste jeg, den var helt galt.
Men det er længe siden, jeg er dopet på så meget medicin, det sikkert nærmest ikke er muligt mere..
Jeg har gjort mig mange overvejelser over, om medicinen er noget for mig.
Jeg er bange for, at jeg ikke kan genkende mig selv længere. Jeg savner mig. Jeg savner selv de sværeste tider. Men uden medicin.
Jeg vil gerne række ud, for jeg tror i aften, ja, det bliver slemt. Jeg kan mærke det som den klump, der er beskrevet i en af mine tidlige digte. Den har vokset sig stor og stærk. Nu er det på tide at betale prisen for at have ignoreret den. Tristhed. Åh ja, hvilken tristhed der strømmer ind over mig. Overtager. Til jeg er den. Og så er der ikke andet at gøre, end at række ud før det er for sent. Men til hvem? Jeg er så dårlig til det, vil ikke være en belastning for nogen. Bare fordi jeg ikke kan passe på mig selv. Det må jeg blive bedre til. Så jeg ikke ender sådan her. Overtaget af tristhed. Jeg hører høj musik, så overdøver det mine tanker og stemmer. Men ingen musik er til at holde ud. Skal have en ny metode. Men hvad? Hvad hjælper? Hvis bare jeg kunne græde. Hvis bare.. Jeg gider ikke leve på hvis bare eller hvad nu hvis. Det er jeg blevet for gammel til. Jeg vil leve i nuet og gøre det bedste ud af det. Selvom det kan være svært. Så kan jeg ikke andet. End at prøve.