Kære dagbog.

Det har været en afslappende dag med en del overvejelser. Som jeg fortalte tidligere havde jeg store overvejelser omkring hvorvidt jeg ville starte med at skrive dagbog her på fyldepennen. Hvad beslutningen endte ud med er jo selvsagt, med disse ord. Jeg er i gang og det føles faktisk ret godt. Det føles godt at skrive i en privat ramme, som en dagbog jo er, med visheden om at man samtidig ikke er alene med tankerne. De bliver delt med interesserede læsere og her ser jeg mulighed for en masse feedback, og samtidig give feedback.

Måske er det, det helt rigtige miljø jeg er ved at begive mig ud i.

Når det er sagt vil jeg her begynde mit skriv, og dette på en måde hvor jeg vil udfordre min sårbarhed.
Jeg vil ikke være flov over hverken tanker eller handlinger fra dagen der gik. Jeg er menneske og jeg rummer ligesom alle andre styrker og svagheder. Så her kommer alle de saftige detaljer. Det bliver ikke mere autentisk og tæt på end det en dagbog kan servere:

Engang for mange år siden sad jeg i et lokale med en særlig person, og havde en ganske særlig snak. Det var en snak om penge, karriere og mulighederne ved at joine et bestemt firma. Lokalet var mit daværende kollegieværelse, den særlige person var en supersælger og jeg var en ivrig HF. studerende som var på vej til at blive lokket i ufører. Med sælgerens overbevisende Rolex ur, hans nyvaskede Audi TT ude i den fattige baggård, og de meget fine grafiske planer foran mig, gik jeg med til at låne 25000 kr. i banken og blive tøjsælger. For denne pris fik jeg min egen hjemmeside, tilkoblet sælgerens firma, og lidt forskelligt tøj som jeg kunne sælge. Så kunne jeg tjene "lidt" ved siden af studiet sagde han med et skævt smil. Konceptet var homeparties. Når man blev dygtig kunne man hverve andre og tjene på deres fortjeneste. Jeg anede intet om pyramidespil og det var faktisk først da jeg stoppede, at jeg blev bevidst om firmaets ulovlige koncept. Jeg nåede at være hos dem i en måned og forlod dem af den basale årsag, at forsendelserne med vare, var så dårligt pakket og med skader, at jeg vurderede dem til at være uegnet for salg. Solbrillerne var ridset og belterne ødelagt i skindet. Det gik op for mig ret tidligt, at der var tale om fup og at jeg måtte bide den i mig. Jeg havde investeret i noget som intet værdi havde.

Jeg husker dog noget sælgeren sagde som altid har siddet i mig siden...

"Forestil dig hvis dit liv var en bog. En fortælling. Livets bog. Alle dine tanker og overvejelser, handlinger og oplevelser... alt hvad du gør = forfattet og nedskrevet. Forestil dig så at du kommer gående og ser denne bog i en boghandel. Livets bog... Din bog.

Ville du købe den?

Eller ville du søge videre efter dem som virkelig har levet livet?

Jeg husker at sidde en smule forundret fordi det var en spændende sammenligning. Det var faktisk sætningen som gav mig puffet. Han havde ramt noget i mig og var fanget af hans retorik, hans selvsikkerhed og hans rebelskhed imod den passivitet som for mange var normen. Folk der ikke turde og derfor aldrig kom videre. Han havde set mit klaver samt mine malede billeder og tegninger, da han kom ind af døren. Han havde lagt mærke til min opdækning og alt det jeg havde gjort ud af mødet. Han havde spurgt ind til hvad jeg studerede og havde opdaget at jeg var en stræber og tilmed stolt af det.

Han havde set mit behov for anerkendelse længe før jeg selv overhovedet vidste, at det var den største grund til mit stræberi. En stræber på udkik efter eventyr og nye muligheder. Ohh ja han var dygtig. Rigtig dygtig!

Jeg har begået mange dumheder siden den dag i mine forsøg på at gøre livet så spændingsfyldt og interessant som muligt. Jeg har også haft held med mange af de valg jeg har truffet og dem er der kommet nogle vilde ting ud af. Jeg har i det store og hele haft en kæmpe skabertrang som jeg udlevede meget fra jeg var meget lille til jeg var i starten af 20'erne. Så blev alt meget mere arbejdsrelateret og studiefokuseret. I dag er min lyst til at skabe kommet igen. Jeg har lært så meget af mine valg, at jeg ikke længere kan holde det tilbage. Jeg er bare nødt til at skrive. Nødt til at lade det give mening. Jeg elsker projekter og at skabe wauw oplevelser. Jeg elsker at imponere folk og at skabe de oplevelser som huskes. Det som virkelig krydrer livet! dem som udvikler os og giver verden flere farver. Det er præcist det som kunsten kan. Den kan få os til at føle som vi aldrig har følt før. Den kan give os erkendelser som vi aldrig havde fået alene.

Et af mine store ønsker er at komme ud blandt kreative mennesker, i kreative rum - og skabe særlige oplevelser sammen. Det svære ved dette er at finde det rette match. Det kreative match. Jeg elsker at gøre tingene fra bunden og være eksperimenterende. Jeg elsker at være storsindet og tro på at tingene kan lade sig gøre i et sådant omfang, at hvis vi når bare halvvejs til målet, så er det stadig fantastisk. Jeg har masser af visioner... og dem skal jeg have i spil. Men hvordan... ?? verden drøner afsted og arbejdsmarkedet ønsker resultater inden man overhovedet er gået i gang. Den fine og særlige unikke kreativitet har meget ringe vilkår i vores verden. Man må gøre det selv. Som hobby eller sidebeskæftigelse.

kære dagbog.
Det er nu blevet noget sent og føler mig noget træt. Mit næste indlæg bliver nok en smule mere nutidigt end dette. Vi må se hvad jeg føler for.

Godnat.