Jeg er jobsøgende. Jeg sagde mit job op, fordi arbejdsmiljøet var skadeligt. Men nu sidder jeg og ER jobsøgende. Jeg har frihed til at vælge, hvad jeg vil. Men frygten for at det bliver det samme igen, æder min agens. Jeg sender ansøgninger, jeg gør, hvad jeg kan, men det er på minimumsgrænsen. Jeg plejer at være den, der gør mere. Den, som har styr på alt, på alle. Men nu kan jeg knapt holde styr på mig selv.
Jeg vil have et liv, der er større end et job. Jeg vil have et godt liv, også selvom jeg ikke er på arbejdsmarkedet. For livet er mere end et job. Men...
Jeg er jaloux på de mennesker, som går på job hver dag, som får lov til at være sammen med mennesker om et fælles tredje. Og som bliver favnet og rummet.
Jeg har mistet så meget i mit liv. Men min gnist er nok det værste tab.