Jeg håber, at vejret er dejligt i weekenden, så jeg kan komme ud i sol og frisk luft!

Alt det her medicinafprøvning og konstant observering af mig selv er lige nu lidt overvældende.

Og jeg er ligesom i en fase nu, hvor virkeligheden rammer mig lidt - altså, jeg HAR ADHD, det går IKKE væk og jeg kan ikke gøre noget ved det.

Lige så stor som forløsningen var i starten, og lige så meningsfyldt som det på alle måder er, lige så rammende er erkendelsen også i disse dage.
Jeg har fået diagnosen nu. Der er udskrevet medicin. Jeg har fortalt det til mine venner og min chef. Det er ikke noget vi leger mere.

Især er det svært, fordi jeg nu mere og mere kan se, hvor stor betydning det faktisk har, og har haft, i mit liv. Alle mulige reaktioner og udfordringer, som jeg tidligere har bortforklaret eller perspektiveret væk fra mig som person, kan jeg nu pludselig relatere til manglende dopamin i min hjerne. Jeg lærer også nye begreber, som følelsesstorm, døgnrytmeforstyrrelse og executive funktioner og jeg kortlægger mine ydre og indre fastholdelsesstrukturer. Og det er jo sådan set helt ok. Jeg er glad for, at jeg har fået diagnosen, og alt det der følger med er jo bare en håndsrækning til at håndtere noget, der i forvejen var i stykker. Og det ER en fin proces, for jeg skal jo undersøge, hvordan jeg aktivt selv kan gøre noget for at få en bedre livskvalitet.

Men ud over at forholde mig til mig selv hele tiden, som jeg lige nu bliver nødt til at gøre, så skal jeg også ind i mellem forholde mig til alle andres holdninger og meninger om denne her, åbenbart temmelig kontroversielle diagnose. Jeg sad f.eks. til bords med en skolelærer (ovenikøbet) ved et arrangement i sidste uge, som mente at SYGDOMMEN ADHD var noget medicinalfirmaer har fundet på for at tjene penge, og at alle de diagnosticerede børn hun havde i skolen bare var omsorgssvigtede og dårligt opdragede hjemmefra. Jeg måtte opgive diskussionen, da jeg ikke engang kunne overbevise hende om, at adhd ikke er en sygdom