Jeg er ødelagt, det gør ondt inden i.
Jeg er træt af mig selv, jeg dunker mig selv i hovedet, konstant.
Jeg forstår ikke at ingen forstår hvordan jeg har det, og ingen kan hjælpe mig.
For jeg ville gerne hjælpes, men må nok bare indse jeg er hjælpeløs.

Jeg er normalt en glad,stærk,sød,social, selvsikker pige.
men mit humør, tanker og handlinger er virkelig blevet negative på det sidste. Mere end de plejer at være.


Tit tænker jeg over livet, fremtiden, venner, mine omgivelser, udseende og bare generelt alt..
Jeg sammenligner tit mit eget liv med nogle af mine andre veninder, hvilket jeg godt ved er forkert, men jeg kan ikke lade være. Mit liv er kort og direkte ud sagt LORT i forhold til mine veninders, føler jeg i hvert fald.

Ofte sidder jeg om aftenen og græder på mit værelse, fordi der er noget der går mig på i forhold til mine omgivelser osv.. Jeg ved ikke hvordan jeg skulle få mere glæde ind i mit liv, og jeg har store søvnproblemer om natten, og vågner op til flere gange hvor det er svært at falde i søvn igen. Jeg klarer mig for hver eneste dag dårligere og dårligere i skolen føler jeg.
Jeg bliver ekstremt nemt sur og gal, bare ved at folk snakker til mig og især de voksne, børnene.

Jeg føler at jeg bor i en kuffert, og jeg ikke rigtig finder ro, eller føler mig tilpas i det jeg befinder mig i.

Jeg føler på en måde alle er bedre end mig, hvilket gør mig usikker.

Jeg tænker ofte, hvorfor livet hænger sammen som det gør? og hvad der er sket siden jeg er endt i denne situation hvor hver dag er en kamp med selvtillid.
Jeg har det virkelig dårligt med mig selv. Jeg græder nogen gange uden grund og føler mig trist og rastløs ofte.

Jeg skære i mig selv, så jeg kan overleve i det helvede som er mit liv, og fordi jeg ikke føler jeg fortjener at leve..jeg føler ikke det er det værd at leve.
Jeg er bare rigtig ked af det hele tiden. Jeg føler ikke jeg kan tale med nogen om det, jeg er normalt ikke typen der lukker min inde, men snakker om mine "problemer" med dem, som jeg stoler på. Men på det sidste har det ikke føles, som om jeg har ville dele noget med nogen. Jeg føler jeg bare har lyst til at lukke mig selv inde fuldstændigt, jeg ville gerne hjælpes jeg ville gerne tage nogle skridt i mit liv. <Selvom jeg for alting serveret på fad, kan jeg bare ikke tag imod det.

Jeg har mange problemer der fylder rigtig meget i min hverdag. Mit selvværd er rigtig lavt og flere gange har jeg overvejet selvmord, men selvmord er det, mest egoistiske du kan gøre det ved jeg, du tænker ikke på din omverden så, men nogengange føles det som det eneste rigtige. Jeg har lyst til at begå selvmord, hænge mig selv hverdag, men det nytter ingenting, jeg er fortabt.. Jeg har mistet en masse dele af mig selv, som jeg ikke kan finde og det sårer mig dybt inde i hjertet, hvert minut, hvert sekund, hver dag, heletiden.