Jeg har fundet en helt fantastisk familie i Spanien, hvor jeg gerne vil være au pair. Følelsen er bare helt rigtig! Jeg har snakket med både forældre og børnene, og vi vil have det samme ud af samarbejdet. kontrakten ser fin ud, og jeg kan komme i kontakt med deres tidligere au pair, en svensker, hvis jeg vil. Jeg føler mig 100 % sikker på, at det er denne familie, jeg skal være hos. De vil endda finde nogle på min alder, som jeg kan snakke med og lære om hvordan det er at være ung i Spanien.
Så jeg fortæller min kæreste det. At jeg endelig har fundet familien og at det bliver 3 måneder, som vi har snakket om tidligere. Altså, det er ikke en nyhed min kæreste bare har fået smidt i hovedet, men noget vi har snakket om før, hvor han støttede mig. Nu er han af en anden holdning. 3 måneder er alt for lang tid, og han forstår overhovedet ikke, hvorfor jeg i det hele taget vil afsted. Men jeg skal lære flydende spansk for at blive spansklærer og jeg skal kende til den spanske kultur. Jeg har aldrig været der, og de 3 års undervisning på gymnasiet lærer ikke én spansk. Det her er min drøm. Mit ønske om uddannelse. Min fremtid, og dermed vores fremtid. Han forstår det ikke, og er ikke sikker på vores forhold vil holde til 3 måneder væk fra hinanden, men hvor meget er vores forhold så værd? Jeg vil og skal til Spanien, og hvis ikke han kan støtte mig i min drøm, så tror jeg ikke vores forhold har en chance alligevel...