Der var ikke andet for, end at græde i dag. Det blev nu ikke til andet end nogle ynkelige hulk, tårerne gør stadig ondt indeni og vil ud, men jeg kan ikke presse dem.

Jeg er vist forvirret, det sker tit.
Forvirret over fremtiden, over fortiden, over studiet, familien, det hele. Over ham også.

Tiden har altid gjort ondt, om det så var den, der skulle komme, eller den, der var gået. Jeg ser tilbage og ser håb, fordi der var et menneske, der kunne elske mig. Og jeg ser frem og må gribe til mit håb for at tro på, at det vil ske igen.
I øjeblikke overvælder pessimismen mig, men altid kun, når jeg er ene. Ingen ser mit melankolske ansigt, for mit depressive jeg eksisterer kun i enrum og i breve, der aldrig bliver sendt eller ender med et "jeg har det godt".
Jeg læser konstant. Og jeg glædes ved læsningen, samtidig med, at jeg forundres over, hvorfor jeg er, hvor jeg er. Og jeg tænker, at man skulle tage springet og rejse fra det hele. Eller måske bare skifte til rette sti. Men tiden hænger igen ved som dødvægt. To år lagt bag mig, jeg kæmper. Jeg vil ikke føle, at de er spildt. Og lige meget, hvor ofte jeg hører, at man ikke kan spilde tiden, så ville jeg føle, at de var spildt, hvis jeg stoppede nu og skulle begynde forfra. Så jeg kæmper videre. Og læser hele tiden. Og ambitionerne stiger mig over hovedet.
Og alt imens det hele ramler sammen, savner jeg at kunne ringe til de nære. Men afstandene er for store. Alle er rejst. Og de, der er tilbage, kan jeg ikke få mig selv til at ulejlige. Og de kender jo ikke depressive mig, kun optimisten og glæden.

Over ham også. Jeg sagde farvel til ham og troede på det. Så skrev han en sang til mig, sagde, han ikke kunne undvære mig (som ven!). Og så brændte han CD'er til mig og ville komme forbi. Og han sov ved siden af mig i natten. Men siger, at han ikke kunne sove, fordi hans hjerte var uroligt. Jeg nød nærværet. Og især at stå op før ham, nusse rundt i en time, hvor jeg bare kunne iagttage ham - og føle mig hel på en underlig måde. Duften af ham varede en nat. Og så er jeg endnu mere itu end før. Og endnu mere bare faldet for ham. Og jeg vil ikke falde tilbage til den tid, hvor jeg aldrig fik, hvad jeg ville have. Og jeg ser mig konstant omkring, men ingen kan møde mine krav (som ham). Jeg presser mig selv videre, men kan ikke give slip på ham. Og jeg tager, hvad jeg kan få. Hvis han ikke kan elske mig som mere end en ven, må jeg elske ham som en ven. Og? Han forvirrer mig - og jeg kan ikke forstå, at han så desperat holder fast i mig, hvis han bare vil være min ven.