Betragter dit hævede ansigt, og hvordan du kæmper for at trække vejret normalt. Som vores søn efter et gråd-anfald, gisper du sporadisk imens du kæmper videre. Kæmper for a overbevise mig om at du er kølet ned, så vi kan tale. Jeg føler ikke noget.
For første gang i 3 år, føler jeg ikke noget. Den eneste følelse jeg med besvær kan fremdrive, er den dårlige samvittighed over ikke at føle noget, det er jo i sig selv et paradoks.
"Hvad har du tænkt dig?" - Spørger du, som om jeg har udtænkt en plan. Som om jeg alene har truffet alle valg, som om at tankerne ikke også et et virvar i mit hoved. Vores søn, mit natarbejde, lejlighed, indskud, husleje. Jeg har ikke tænkt en skid, og alligevel forsvandt alle mine bekymringer dengang jeg besluttede mig for at dykke ind i virvaret.
"Jeg ved det ikke.. Så langt er jeg ikke... Jeg trænger bare til at være glad.. Ik? Der er sket så meget, vi har kæmpet med så mange ting. Det er ikke din skyld. Ikke alene ihvertfald, vi mistede det bare."
...Siger jeg. Og det mener jeg... For det er ikke kun din skyld, at vi endte helt herude. Det er ikke kun din skyld, at jeg elskede mig selv så lidt, at jeg ikke vendte mig om og gik, første gang det gik galt. Det er ikke din skyld, at jeg ikke lyttede til mavefornemmelsen en måned forinden, da jeg sagde ja til at blive din kone. Og det er vel heller ikke din skyld, at den snor jeg ivrigt og langsomt har givet, er blevet så kort, at den kvæler mig.
Vi sover i samme seng den aften. Du holder om mig, efter at du har brugt dagen på at opvarte mig som var jeg en dronning, kalde mig fæle, ulækre ting såsom "min elskede blomst" og "skattepige" - og du nusser mig på armen, indtil sukkeret væltede ud af alle dine kropsåbninger som var du en fucking kagemand.
Og i et desperat forsøg på at tvinge hverdagen tilbage, siger du: "Har du set jeg har vasket en del af mine skjorter og hængt dem op på badeværelset"
"-jeg så det godt.." Lyver jeg, for jeg er pisseligeglad.
"Hvilken af dem synes du jeg skal tage på imorgen?"
"Tjah.. Den blå er flot" foreslår jeg.
Og du sukker bedrøvet... Og du bliver skudt direkte tilbage til tristheden, uden at jeg ved det.
For det var alle de blå, du havde vasket.
Skriv kommentar
Dagbogsindlægget
Skilsmisseland II er publiceret
11/02-2016 11:52 af
ZZYZXROAD.
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.