Hej dagbog.
Det er sørme længe siden jeg har skrevet dagbog. Mere end et år siden sidst, tror jeg. Inden da var det adskillige år siden. Men jeg prøver altså igen. Må se om det kan blive mere kontinuerligt denne gang. Jeg vil jo så gerne - plejer bare at gå i stå.

Nå ja. Måske burde jeg egentlig kalde dig natbog. Lige nu er klokken i hvert fald blevet halv tre og jeg burde vel sagtens ligge i min seng og sove de retfærdige søvn. Men nej. Jeg sidder her ved mit elskede tastatur og lytter begejstret til dets karakterisktiske lyd.

I dag - nummer tre på fyldepennen tror jeg - har været en god dag. En rigtig god endda. Den startede godt nok væmmeligt tidligt. 6:40 var klokken da telefonen meddelte at tiden var inde til at stå op. Det gjorde jeg så. Rimelig robotagtigt må jeg erkende. Vækkede ungerne. Lavede kaffe. Fodrede hunden - Kundera, som netop i dag er 20 uger gammel - og drak stærk kaffe imens jeg smurte madpakkerne. Fik sendt dem afsted med et hej - Lillie vendte tilbage og hentede cykelnøglen efter et par minutter - og indstillede mig på at undvære dem de næste fem dage hvor de er hos deres mor.

Perfekt at vide jeg først skal på arbejde igen på mandag 15.30! Skrivetid! Læsetid! Alenetid!
Pakkede vasketøjet og ignorerede vaskemaskinen og gik på møntvaskeri. Fik tøjet i maskinerne og satte mig til rette med Knausgård på skødet. Undrer mig til stadighed over min livslange kærlighed til møntvaskerier og den ro jeg finder der. Det der fascinerende ved at læse der og en gang imellem kigge op og bare lade øjnene hvile på en tørretumblers roterende tromle; lydene af vaskemaskinerne i de forskellige stadier; de glidende gearskifter; at betragte de andre brugere eller kunder eller hvad man er, som enten sætter sig ligesom jeg eller bare ordner det fornødne og lader maskiner og tøj passe sig selv.
Tøj blev rent, tøj blev tørret, tøj blev lagt sammen og tilbage i IKEA-posen. 40 sider blev læst. Hjem og brygge kaffe. Drikke en hurtig kop. Ud og gå med Kundera. Kort tur. Hjem og læse videre.

Tændte computeren og skrev en besked om at bytte bog med en anden bruger på fyldepennen og fik et sødt og venligt svar. Huskede mit løfte til mig selv om at tage det gamle manuskipt frem og kigge på det. Det slog ned i mig på natlufterturen i går, at tiden til at komme videre med den historie er kommet.
Det var fascinerende at se den lille, gamle, sære, kære computer jeg bruger for tiden indlæse dokumentet. Kigge ned i hjørnet af skærmen og se den tælle sider og ord. Blive overrasket over at det dengang var lykkedes mig at nå op på 166 sider og godt 90.000 ord. Jeg begyndte at læse. Havde besluttet ikke at redigere noget. Bare læse. Men så, efter 15-20 sider kunne fingrene ikke holde sig fra tastaturet.

Så begyndte ideerne at komme. Der måtte skrives noter. Længere og længere kom jeg i teksten. Opdagede uoverensstemmelser. Noterede nogle, rettede andre. Nye ideer. Gåturene med hunden blev kortere og kortere. Historien mere og mere indgribende.

Jo, jeg har taget mig godt af både hund og kat. Jo, jeg har både skrevet sms'er og talt med min søde kæreste. Jo, jeg mødte Marius på den ene gåtur og huskede at være en god og opmærksom far. Og jo, jeg fik faktisk holdt min aftale med mig selv om at prøve dravbble-udfordringen - og landede faktisk på præcis 100 ord - og jo, jeg publicerede digt nummer to på fyldepennen. Og jo, jeg tog mig tid til at lave ordentlig aftensmad.
Alligevel vil jeg huske dagen som dagen hvor Nærheden genopstod, dagen hvor jeg midt på gåturen med Kundera måtte hive telefonen frem og bruge diktafonen fordi ideerne kom myldrende, fordi jeg kom i tanker om, fordi jeg besluttede: sider der skal slettes, dialoger der skal ændres, veje historien kan vælge... og sidder her klokken 2:53 og tænker: Jeg fortsætter imorgen. Jeg lever. Jeg skriver.