Og er trist.
Nåh igen?? Er det noget nyt?

Jeg har en masse trælse tanker, og jeg kan simpelthen ikke finde hoved og hale i dem :(

Om det kun er fordi min krop er i et stort kaos, skal jeg lade være usagt, men skal vist finde ud af det efterhånden. For sårer manden for meget hele tiden.

Det er en blanding af at jeg har smerter, ingen kræfter, ikke overskud og mod til at gå aktivt igang.
Jeg kunne i morges ikke engang løfte den snip af dynen der var røget ud over sengekanten ind igen, før jeg holdt med begge hænder og lænede mig tilbage - altså brugte hele kroppen for at få den op.
Det kan bare ikke være rigtigt...

Jeg orker heller ikke at kæmpe for måske at komme ovenpå, føler at håber har forladt mig.
Vil gerne gemme mig bag en skærm, spille glad overfor dem jeg chatter med, lave en masse lækre sider osv..
Men holde mig fra livet.

Når jeg har det sådan sårer jeg dem der er ved mig. De må ikke røre mig, jeg vil intet.
Igår ville jeg gerne ned i Blockbuster og finde en film, men efter at have været på toilettet ombestemte jeg mig. Vidste at den tur ville gøre ondt.
Forstår det ikke...

Samtidig ønsker jeg ikke nærværet med kæresten.
For ved det sårer ham, orker heller ikke der at være til stede.
Overvejer at stoppe hele forholdet, for hvorfor leve sammen når alt jeg kan er at være gnaven??
Men vil han slippe?? Kan jeg få kæmpet den sidste vej??
De ting der er store beslutninger i min liv, kan jeg ofte se klart nødvendige inden jeg gør det, når og lige efter det er gjort, tvivler jeg så om det var rigtigt, og tiden derefter varierer min holdning omkring det.

Føler for tiden det er mest korrekt at stoppe. Ved det vil gøre ondt på begge, men hvorfor leve i smerten til hverdag?
Det kan ikke være rigtigt at leve med en, hvor personen dagligt såres både bevidst og ubevidst.

Eneste der holder livet igang for mig, er at mine sider ikke må slettes, og at jeg er en bangebuks overfor den smerte døden kan give.