Jeg ved ikke om jeg skal grine eller græde lige nu.. Dagen startede ud helt perfekt. Sammen med min klasse i timerne. Men ligeså snart jeg træder et skridt ind ad døren hjemme, braser lykken sammen. Det er som om, jeg slet ikke kan være glad hjemme. Nærmest umuligt. Ligeså snart jeg ender i min seng, går min hjerne amok. Den tænker og tænker, hvilket mange nok vil sige "Det er da normalt?". Men nej, ikke sådan her. Ser du, min hjerne vælger at tænke hele natten. Hver nat. Den nægter at holde mund.
Hvad gør du til galla?
Hvorfor skriver han ikke?
Hvorfor findes der så meget drama?
Hvorfor pokker kommer hun ikke videre i sit liv?
Den bliver ved, og det er forfærdeligt. Det værste ved det hele er nok, at jeg ingen svar har til dens spørgsmål. For jeg ved det ikke. Jeg ved ikke, hvorfor mine forældre ikke kan være voksne for en gangs skyld. Jeg ved ikke, hvorfor pokker han ikke vil tage sig sammen og kontakte mig. Jeg kan jo for pokker godt lide ham. Jeg ved ikke, hvorfor der er så meget drama i mit liv. Jeg ved ikke, hvorfor min søster er sammen med sin taberkæreste og laver intet. Jeg ved intet.